søg menu
TILBAGE TIL NYHEDSOVERSIGT
24.01.2023

International kunst på Godsbanen

Godsbanen åbner 2023 med en række udstillinger med internationale billedkunstnere. I januar og februar gælder det Olga Ulmann, som præsenterer to markante, laksefarvede værker i Godsbanens Foyer under overskriften LACHS-LEDER-QUILT.

Olga Ulmann er kunstner med base i Frankfurt am Main, Tyskland.  Hun er en del af et flydende kunstnerkollektiv, der ønsker at fremme synligheden af kvindelige kunstnere med arbejderklassebaggrund. Ulmann bruger hovedsageligt menneskeskabte, syntetiske materialer i sine kunstværker, og syprocessen er en form for selvudfoldelse, men også et kunstnerisk virke, der angiver tilhørsforhold og frem for alt medfølelse for sociale grupper, der ofte er undervurderet.

”My own body is the starting point of my artistic approach, where my practice derives from biographical roots alongside investigations into the historical framing of femininity,” udtaler hun.

  Laksefarvet læder og forunderligt formsprog

”Jeg glæder mig meget til at Godsbanens gæster får mulighed for at opleve Olga Ulmanns fantastiske værker,” siger Godsbanens direktør, Marianne Grymer Bargeman, og fortsætter: ”Den laksefarvede, imiterede læder og det forunderlige formsprog vakte med det samme vores nysgerrighed. Materialet giver sig ud for at være noget andet, end det er, og formsproget vil få de fleste til at stoppe op. Hendes værker peger både frem og tilbage, fordi hun mikser det traditionelle med det uvante og det taktile med det digitale”.

 Først i en række

Som noget nyt kan danske og udenlandske kunstnere søge om at få mulighed for udstille på Godsbanen gennem to årlige Open Calls. Der er i den forbindelse nedsat et kunstfagligt udvalg, der består af repræsentanter fra Aarhus Billedkunstcenter og atelierfællesskabet Corporum, som begge har base på Godsbanen, samt tekstilkunstner Astrid Skibsted og Marianne Grymer Bargeman. Dette udvalg har valgt i alt tre kunstnere, som vil udstille på Godsbanen i 2023. De næste udstillere i den række er tyske Myrta Köhler og engelske Margaret Fitzgibbon. Herimellem kan man opleve den lokale kunstnersammenslutning Åbne Døre.

LACHS-LEDER-QUILT kan opleves på Godsbanen 6. januar – 28. februar 2023 mandag-lørdag kl. 8-22 og søndag kl. 8-18. Der er gratis adgang.
Olga Ulmann kan træffes på Godsbanen d. 4.  – 6. januar.

Se mere på www.godsbanen.dk og www.olgaulmann.com

Se mere i denne pressemeddelelse