Teater Katapult
VI BRØLER
Forandring, forvandling, for fanden!
Denne punk-poetiske performance går i kødet på uretfærdighed, kvindedrab, manglende ligestilling og begær. Vi er til besvær! Tre kvinder og et trommesæt sætter pulsen op og mærker efter – mærker vreden, der ulmer. Vi ryster, vi larmer. Vi spidder vreden og volden. Vi smadrer rundt og smadrer løs. Vi BRØLER i kor.
Med korte nedslag, som mange vil kunne genkende fra deres liv, udspiller uretfærdigheder, nedladenhed, vold og smerte sig. Men denne gang sker der noget! Vi lader urskriget stige op fra et sted, gemt væk alt for længe og alt for godt.
SO MUCH LAST YEAR?
Vi BRØLER tager livtag med kvindens situation anno 2025. Er det en utopi at tænke: At arbejde betales lige? At ingen kvinder behøver at frygte for sit liv i deres eget hjem eller som avisbud? At uligheder mellem køn opløses? Er det en utopi at tænke, at aldersfascisme er “so much last year”?
Forestillingen er baseret på egne erfaringer med vrede, vold og uligestilling samt interviews og fakta. Den er desuden lavet i tæt samarbejde med Dansk Kvindesamfund.
Forestillingen arbejder i høj grad med publikumsinteraktion.