
STILLINGSOPSLAG
Projektleder til kunstprojekt på Godsbanen
Godsbanen har modtaget støtte til et for-projekt vedr. billedkunstner Anne Marie Carl-Nielsen. Derfor søger vi en projektleder 30 timer om ugen frem til 1. april 2025 med mulighed for forlængelse.
Om projektet
Projektet handler om Anne Marie Carl-Nielsen, som var den første kvinde i verden, der fik til opgave at lave en rytterstatue, det største en billedhugger kan opnå. Den historie, vi ønsker at fortælle, har fokus på kunstneren i værkstedet. Det er en historie om ambitioner, kunstnerisk skabelse og om værkernes lange vej gennem voks og ler, gips og bronze.
Ønsket er at skabe en anderledes udstilling i vores store, smukke, 100 år gamle, Rå Hal (1000 m2), som har en loftshøjde på mellem 5 og 9 meter. Udstillingen skal have fokus på kunstneriske processer og håndværk med afsæt i Anne Marie Carl-Nielsens værker og virke som billedhugger. Stemningen skal være tættere på værksted end traditionel kunstudstilling, og vi forestiller os en udstilling, der forandrer sig i løbet af udstillingsperioden. I Rå Hal skal der være mulighed for, at brugerne selv kan eksperimentere med teknikker, som Anne Marie Carl-Nielsen brugte.
Om projektlederrollen
Vi søger en projektleder, der kan undersøge, hvordan vores ideer bedst kan føres ud i praksis i samspil med forskellige partnere. Dine opgaver vil spænde fra udvikling af koncept og research til indhentning af tilbud og budgetstyring. Vi forventer, at du har:
– en relevant uddannelsesmæssig baggrund. Kunsthistorisk viden er et stort plus.
– erfaring med kuratering og/eller formidling.
– dokumenteret professionel erfaring med projektledelse.
– erfaring med fundraising.
Som projektleder bliver du en del af afdelingen Kunst og Kommunikation på Godsbanen. Godsbanen er en af Aarhus’ store kulturinstitutioner med 50 medarbejdere og ca. 300.000 besøgende om året. Godsbanen er i disse år inde i en rivende udvikling med udgangspunkt i vores strategi: Mere kunst, mere liv og mere at være fælles om. På Godsbanen bliver du en del af et godt arbejdsmiljø med højt til loftet og gode, engagerede kolleger.
Kontakt og yderligere information
Marianne Grymer Bargeman, Direktør, +45 22712550 (ferie 16.-18.10)
Trine Sørensen, Koordinator (Kunst og Kommunikation), +45 26330901 (ferie 14.-18.10)
Praktisk
Stillingen er på 30 timer om ugen frem til 1. april 2025 med mulighed for forlængelse.
Ansættelse den 1. november 2024 eller snarest herefter.
Ansøgning skal sendes til job@godsbanen.dk. Vi holder løbende samtaler fra uge 44.
Om Godsbanen
Godsbanen er et af Danmarks største kulturproduktionscentre, og vi har et stort fokus på kunstneriske udvikling og produktion og har bl.a. syv veludstyrede værksteder, som både bruges af nybegyndere og professionelle kunstnere.
FOR-PROJEKTET ER STØTTET AF CARL NIELSEN OG ANNE MARIE CARL-NIELSENS LEGAT