PRODUKTIONSOPHOLD VED GODSBANENS VÆRKSTEDER – DET PRAKTISKE
FØR DIT OPHOLD – FORVENTNINGSAFSTEMNING
Værkstederne
Godsbanen rummer syv specialiserede værksteder for træ, metal, keramik, tekstil og serigrafi, laser, storprint og grafik. Til dagligt danner de rammerne om alt fra hobbyproduktion til professionel kunstnerisk praksis. Hver dag bistår vores koordinatorer og frivillige således alle led af den kreative fødekæde efter princippet Hjælp til selvhjælp.
Hvis der er mange brugere, er der mindre tid til den enkelte. Hvis der er få brugere, er der mere tid til den enkelte. Man kan altså ikke forvente udelt opmærksomhed i åbningstiden.
Det er vigtigt for os, at du har forståelse for, at vi skal servicere mange forskellige brugere. På det punkt er vi meget anderledes end Statens Værksteder for Kunst (SVFK). Vi er dog i tæt dialog med SVFK og læner os op ad deres erfaringer. SVKF er også repræsenteret i juryen.
Er jeg forsikret?
Nej. Godsbanen har ikke forsikringer, der dækker dig eller dit arbejde. Alle forsikringer du måtte have behov for under dit ophold, skal du selv sørge for.
Hvad kan du søge ophold til?
Som professionel billedkunstner har du muligheden for at søge enten et produktionsophold eller et undersøgelsesophold. Det betyder at arbejdsopholdet på Godsbanen kan indgå som enten en del af produktionen til eksempelvis en konkret værk- udstillings- eller udsmykningsopgave, eller som en del af en praksis- og materialebaseret researchfase af et kunstprojekt. Projektets formål skal fremgå tydeligt af din ansøgning.
Kan man søge flere kunstnere sammen?
Man kan godt søge flere kunstnere sammen. Dette angives i ansøgningen sammen med gruppens kontaktperson. Der uploades kun én samlet ansøgning, men vedlægges CV for alle i gruppen.
UNDER DIT OPHOLD – FORVENTNINGSAFSTEMNING
Kan jeg bruge arbejdsrummet 24/7?
Ja, du får udleveret en nøglebrik til Perron 3, som giver ubegrænset adgang til det 68 m2store arbejdsrum i perioden. Lokalet ligger på Produktionsgangen tæt på Godsbanens værksteder.
Skal jeg betale for at bruge Godsbanens værksteder?
Nej, du får gratis adgang i den aftalte periode i åbningstiden med gode mulighed for at få hjælp.
Er der også gratis adgang til værkstederne udenfor åbningstiderne?
Ja, men det kræver, at du godkendes af værkstedets koordinatorer af hensyn til sikkerhed. Der kan dog være kurser, der betyder, at et værksted er booket.
Hvis der er behov for oplæring, og det ikke kan lade sig gøre indenfor almindelig åbningstid, betaler du for dette.
Kan jeg få faglig 1:1 rådgivning?
Ja. Faglig 1:1 rådgivning aftales med den relevante koordinator. Det koster 500 kr./timen. Hvis du tilkøber faglig 1:1 rådgivning, er du sikker på at få uforstyrret hjælp fra vores fagligt dygtige personale.
Bliver jeg introduceret til faciliteterne?
Ja, du introduceres til faciliteterne af de relevante værkstedskoordinatorer.
Du forventes dog at have kompetencerne til at arbejde med de nødvendige teknikker. Er dette ikke tilfældet, kan du hyre en fagperson til at hjælpe dig.
Kan jeg benytte flere værksteder, mens jeg er på Godsbanen?
Ja, det er ikke noget problem.
Indkøb af materialer
Godsbanens Værksteder har materialelagre, hvorfra det er muligt at købe basismaterialer. Hvis du ønsker at specialbestille yderligere materialer fra nogle af vores leverandører, hjælper vi gerne med det. Dette koster et administrationsgebyr på 125 DKK.
Vi foreslår derfor, at du puljer dine materialebestillinger.
Det er også tilladt at bestille materialer fra eksterne leverandører. Dette står du dog selv for, ligesom du selv skal kunne garantere materialernes kompatibilitet med de værksteder, redskaber og maskiner, som du ønsker at benytte til bearbejdning af disse.
Hvor meget kan jeg afvige fra det, jeg har beskrevet i ansøgningen?
Vi har forståelse for at dit projekt kan ændre sig i løbet af processen. Vi forventer også, at du har forståelse for vores interne planlægning. Hvis dit projekt afviger meget fra det, du har beskrevet i din ansøgning, kan det kollidere med andre hensyn. Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe, men vi har ofte travlt på værkstederne. Jo mere vi kan planlægge og forventningsafstemme på forhånd, jo bedre kan vi hjælpe dig.
Må jeg bore ting ind i væggene?
Nej. Lokalet skal omgås forsvarligt, og der må ikke ske varige ændringer. Man må dog gerne hænge ting på opslagstavlerne og lokalet kan mørklægges. Hvis du får behov for afdækning, skal du selv sørge for dette.
Hvordan med røg, lugt- og støvgener?
I tilrettelæggelsen af aktiviteter er du forpligtet til at tage hensyn til andre brugere af huset eller omkringliggende naboer, fx i forhold til lugt- og støvgener.
Ved støvende arbejde, skal værktøj altid tilsluttes støvsuger, enten den stationære i lokalet eller mobil støvsuger. Dette skyldes brandalarmen, der ellers aktiveres.
Arbejde eller aktiviteter, der medfører røg, må ikke forekomme, da dette ligeledes aktiverer brandalarmen.
Hvad med sikkerhed?
Du har mulighed for at rådføre dig med værkstedskoordinator. Det er især vigtigt, at du henvender dig, inden du benytter værkstedets maskiner første gang.
Det er ikke tilladt at nyde alkohol eller andre rusmidler på værkstederne af sikkerhedsmæssige årsager.
Bliver opholdet formidlet?
Ja, dit projekt og din arbejdsproces vil blive beskrevet med ord og billeder på Godsbanens hjemmeside og SoMe. Formidlingen har til formål at styrke opmærksomheden om Godsbanens kunstproduktionsophold og generelt give indsigt i kunstneriske arbejdsprocesser. Åbne døre i perioder vil blive opfattet som et plus.
Hvordan med kreditering?
Det er påkrævet, at du ved udstilling og markedsføring henviser til, at dit projekt er skabt på Godsbanen og støttet af Augustinus Fonden. Du kan downloade Godsbanens logo her.
Er der fri bolig?
Nej. Hvis du har brug for overnatning, er du dog velkommen til at kontakte Lokaleudlejning. Vi har gæsteværelser til leje.
Bidrag til det gode arbejdsmiljø under dit ophold
Kulturproduktionscenter Godsbanen har den unikke opgave at servicere både almene brugere, vækstlagsaktører, byens studerende og det professionelle kunst- og kulturmiljø. Det er en stor opgave, som vi hver dag sætter stolthed i at løse bedst muligt.
Godsbanens Værksteder tager således imod brugere på tværs af både kreative ambitioner og håndværksmæssige kompetencer, og værkstedernes personale gør meget for at møde alle brugerne, der hvor de er. Vi håber derfor, at du går til værkstederne og fagpersonalet med forståelse for denne opgave. Vi opfordrer til, at du benytter værkstederne uden for de spidsbelastede tidsrum samt laver aftaler med værkstedskoordinatorerne forud for ønsket individuel sparring.
Du kan læse mere om den gode praksis i vores arbejdsfællesskaber i Godsbanens Playbook.
Næste Open Call til produktionsopholdet forventes åbnet medio oktober 2025.
Produktionsophold ved Godsbanens Værksteder er støttet af Augustinus Fonden