søg menu

Musik

UNG-SKAB

DATO: Fredag 11. april
TID: Døre kl. 19.00, koncert kl. 20.00
LOKALE: Radar
NÆRMESTE INDGANG:
ENTRÉ: 200,-
KØB BILLET

UNG-SKAB står som et spejl til en generation af unge, der går med følelserne på ærmet og en ærlig tåre på kinden.

Bag UNG-SKAB står Clara Rose Lundberg (vokal) og Eigil Bjørn Meldgaard (vokal og produktion). Duoen mødte hinanden en efterårsdag i 2019 i deres lille hjemby, Snekkersten. Som perifær relation med baggrunde inde for hhv. skuespil og klassisk violin, havde de to aspirerende musikere ikke meget tilfælles, da de første gang stod i Eigils fars kælderstudie og plantede frøene til hvad, der først blev til venskab og senere til UNG-SKAB.

Omkring et år senere, i januar 2021, udgav gruppen deres debut-single, ‘Venter’, og i tiden efter udgav UNG-SKAB en række singler, som kulminerede i en debut-ep i november 2021. Siden udgivelsen af debut-ep’en har UNG-SKAB spillet SPOT-festival flere gange, Tivoli Plænen, åbnet North Side 2024 og udsolgt Store Vega. Clara Rose og Eigil Bjørn er netop vendt tilbage med en EP, der indeholder en nyfortolkning af deres karakteristiske univers og samtidig bevarer duoens legende, genre-nomadiske udtryk.

UNG-SKAB står som et spejl til en generation af unge, der går med følelserne på ærmet og en ærlig tåre på kinden. “For os handler den sidste sang på vores nye EP, hjertesangen, om at samles i kærligheden og om at minde alle om, at de fortjener den kærlighed og de ting, de har opnået,” fortæller Clara Rose og Eigil Bjørn. Det er en opfordring til at værdsætte hinanden og de gode ting, selvom verden brænder.

Over Eigil Bjørns produktioner, der stædigt afsøger grænselandet mellem r’n’b, pop og trap, svæver Clara Roses svævende arrangementer, der sammen opløser lytteren i UNG-SKABs verden. En verden, hvis vejrtrækning er lyden af hjertevenner og hjertesorg, sommerfester og solopgange.