Litteratur
LIPS & Debutanterne
Tag gerne egne drikkevarer mm. med
Kajsa Mia Balk Møller debuterede for nylig på Forlaget Møllegades Boghandel med bogen Ensomhedens interval. Kajsa Balk-Møller er uddannet fra Skrivekunstakademiet i Bergen og Talentskolens forfatterlinje. Hun studerer i øjeblikket ved kunstakademiet i Bergen. Ensomhedens interval er hendes debut.
Om bogen: En pige tilbringer en sommer hjemme med sine forældre, tvillingebrødre og familiens hunde. Hun keder sig, kalder sig Haha og længes efter timerne hos sin cellolærer. Snart overtages familiens verden af Hahas fantasi og vilje, der begynder at styre relationer og hierarkier imellem insekter, sanser og planter såvel som familiemedlemmer. Bogen er et forvrænget eventyr befolket af vildfarne stokroser, tyggegummidyr sat fast under bordpladen, fluer, silkekjoler og en grådig tante.
Lean Pejtersen er oversætter og underviser. Han er cand. mag. i litteraturvidenskab og har oversat to værker af Hilda Hilst til anmelderroser. Han debuterede med bogen Her er der ingen, der græder om fredagen på forlaget Harpyie.
I Her er der ingen, der græder om fredagen kommer vi helt ind i arbejdets verden, både når det er kilde til stress, når nye muligheder åbenbarer sig og forsvinder igen, når dagen er mættet af usikkerhed, og når der er grundlag for intriger og eksklusion.
Her bliver der stjålet kuglepenne, sovet på lageret, spejdet længselsfuldt efter nye skrivebordspladser og drømt om forfremmelser. Øjnene løber i vand, hjerterne banker og hænderne rækker ud efter hinanden. Men ingen græder om fredagen.
Kristin Vego er født og opvokset i Aarhus og bor nu i Oslo. Hun er kritiker i Information og redaktør for litteraturmagasinet Vagant. Se en sidste gang på alt smukt er hendes debut, som indbragte hende Tarjei Vesaas’ Debutantprisen i Norge og BogForums Debutantpris i Danmark.
Om bogen: Kvinderne i Se en sidste gang på alt smukt står alle over for noget ukendt, en side af tilværelsen, som de ikke har erfaring med. De ni noveller handler om begær og ensomhed, om tab og tilgivelse. Men også om det skønne, der viser sig i glimt. Det hellige og almindelige, der åbenbarer sig i livets tilfældigheder.
Arrangementet er støttet af Aarhus Kommune og Statens Kunstfond.
