A Month in Motion
Workshop og oplæsning /Liam Wulff Marending
Jeg kan huske min første oplæsning til open mic på Ungekulturhuset Værket i Vejle. Jeg var bange, nervøs, og lige ved at hoppe fra i sidste øjeblik. Efterhånden elsker jeg det – at stå på en scene og lukke en del af sin sårbarhed ud i rummet, at samle mennesker, både dem der står mig nært, og dem jeg ikke kender.
Mit navn er Liam, jeg er 21 år gammel og er ved at finde min vej ind i kunst- og litteraturbranchen. Min største motivation er at opfordre og inspirere andre mennesker til at turde råbe højt. For det har taget mig mange år. At turde kritisere CKI, når man ikke får den lovede behandling, at turde råbe højt om had fra andre mennesker. Og mest af alt, at turde stå ved sig selv.
Jeg har skrevet mange tekster om min oplevelse af en verden styret af ciskønnede, heteroseksuelle mennesker – som transperson.
Fredag, den 14. august fra kl. 16:30 og frem vil der være forskellige workshops, med særlig fokus på skrivning og ord – hvor alle er velkomne <3
Jeg vil dele lidt fra mine kreative processer i form af nogle forskellige skriveøvelser.
Derefter opfordrer jeg alle til at stille sig op på scenen, sammen eller alene, læse noget op eller dele en tanke eller to.
Lad os skabe et trygt rum, hvor alle må udfolde sig. Og lad os bruge de par timer til at hylde alle de queer mennesker, der ikke har muligheden for at være sig selv.
Workshopsene vil primært foregå på dansk, men hvis der kommer nogen, der ikke forstår dansk, finder vi selvfølgelig en løsning! 🙂
The workshop is free and open to everyone, but please sign up here
Part of A Month in Motion – free workshops and events by HIMHERANDIT Productions