A Month in Motion
Kunst, rejser og tilgængelighed – en samtale med billedkunstner Kirsten Kester
Kom med til en åben samtale med billedkunstner Kirsten Kester om kunst, rejser og tilgængelighed. Med afsæt i Kirstens liv og kunstneriske praksis dykker vi ned i de erfaringer, hun har gjort sig gennem et liv med nysgerrighed, skabertrang og en vedholdende lyst til at udforske verden.
“Siden barndommen har jeg været nysgerrig på mennesker, kulturer og alt, hvad der rører sig i verden. Det er besværligt at rejse i en kørestol, ingen tvivl om det. Verden er ikke skruet sammen til sådan nogle som mig, men jeg tænker nok mere på destinationen og rejsen end på forhindringerne. Dermed ikke sagt, at jeg nyder de mange fysiske besværligheder, men min stædighed og nysgerrighed gør, at jeg bliver ved.
Rejserne vakte oprindeligt min interesse for kunst og kultur, og jeg kunne ikke rigtigt se mig selv i andre roller end at arbejde med kunsten. Jeg har arbejdet med kunst i godt 30 år, og jeg har rejst i omkring 80 lande.
I dag arbejder jeg hovedsageligt på papir med fineliner, farveblyanter, akvarel og blandede medier. Jeg bevæger mig mellem forskellige teknikker, blandt andet skravering og det, jeg kalder ‘løs pointillisme’, og mine værker spænder fra realisme til abstrakt realisme.”
Samtalen kredser om kunst, bevægelse, barrierer og muligheder, og om hvordan vores omgivelser former den måde, vi oplever verden på. Publikum er velkomne til at deltage med spørgsmål undervejs, og dialogen er tænkt som et åbent og nysgerrigt rum for refleksion og erfaringsudveksling.
Part of A Month in Motion – free workshops and events by HIMHERANDIT Productions