Det levende ler
Masterclass: Mit Skaberværk – fra voks til bronze
Mit Skaberværk – fra voks til bronze
Mit Skaberværk er en masterclass for børn, hvor kunst og økonomi mødes. Her skaber deltagerne deres egen bronzeskulptur sammen med billedkunstner Jara von Lüpke, og undersøger samtidig, hvad værdi egentlig er.
Masterclassen begynder med, at deltagerne former deres egen skulptur i voks. Efterfølgende sendes voksmodellen til et bronzestøberi, hvor den støbes i bronze og monteres på en træfod. De færdige skulpturer vises samlet ved udstillingens finissage den 17. oktober, hvorefter deltagerne får deres eget værk med hjem.
Idéen til Mit Skaberværk tager afsæt i historien om Anne Marie Carl-Nielsens mors æggepenge. Som barn fik Anne Marie del i de penge, hendes mor tjente på at sælge æg fra familiens høns. Opsparingen blev senere en vigtig økonomisk hjælp, der gjorde det muligt for hende at rejse til København og uddanne sig som billedhugger.
Dengang var penge noget håndgribeligt. I dag møder børn i stigende grad penge som tal på en skærm – gennem kort, apps og digitale betalinger. Det kan gøre både penge og opsparing til noget mere abstrakt. Mit Skaberværk undersøger, om forbindelsen mellem det, vi skaber med hænderne, og det, vi sparer op, kan gøre værdien mere konkret.
Derfor kobles hver skulptur i Mit Skaberværk til den unges egen opsparing. Under træfoden placeres en QR-kode, som fører til værkets personlige side, hvor familie og venner kan bidrage til den unges egne æggepenge.
På den måde bliver skulpturen både et kunstværk, den unge selv har skabt, og begyndelsen på en opsparing, der kan vokse over tid.
Mit Skaberværk undersøger dermed værdi i flere betydninger: værdien af at skabe noget med egne hænder, værdien af det skabte og værdien af at spare op til noget, man drømmer om.
Forældre og bedsteforældre er velkomne til at assistere barnet undervejs i skabelsen af værket.
Ide og koncept: Morten Luxhøi.
Sådan foregår masterclassen
I masterclassen bliver du introduceret til skulptur, form og modellering i voks. Vi begynder med idé og inspiration og arbejder derefter praktisk med materialet frem mod din færdige voksmodel.
Undervisningen veksler mellem fælles introduktioner, demonstrationer og individuel vejledning. Der er god tid til at eksperimentere og udvikle dit eget formsprog.
Når masterclassen slutter, afleverer Godsbanen værket til bronzestøbning. Den færdige bronzeskulptur monteres på en træfod og leveres tilbage til skaberen ved vores udstillingsafslutning d. 17. Oktober Kl. 14:00.
Under træfoden findes værkets unikke QR-kode. Den forbinder skulpturen med barnets personlige side og den bankkonto, som familien har valgt til barnets æggepenge.
Hvem kan deltage?
Masterclassen er for børn fra 8–14 år sammen med deres forældre/bedsteforældre.
Der er 8 pladser, så der er mulighed for individuel vejledning og fordybelse.
Du behøver ikke have erfaring med skulptur, modellering eller andre kunstneriske teknikker. Det vigtigste er lysten til at arbejde undersøgende og kreativt med hænderne.
Undervisningen foregår på dansk.
Skal jeg forberede noget?
Du behøver ikke medbringe materialer eller værktøj. Alt, du skal bruge til at skabe din skulptur, er inkluderet.
Kom i tøj, der må blive beskidt, og gerne i praktiske, lukkede sko. Vi arbejder med voks og værktøj, og arbejdet foregår både siddende og stående.
Hvem underviser?
Jara von Lüpke (f. 1989, Tyskland) har en BFA fra Kunstakademiet i Bergen, Norge, og har studeret kritisk teori på det postgraduate, uafhængige studieprogram Maumaus i Portugal. Hun bor og arbejder i København.
Hendes kunstneriske praksis undersøger objekters koreografiske potentiale gennem tidsbaserede og performative skulpturer og installationer med fokus på øjeblikke, hvor grænserne mellem kroppe bliver gennemtrængelige.
Mere om Jara von Lüpke: jaravonluepke.com
En del af udstillingsprogrammet Det Levende Ler – Skab med Anne Marie Carl-Nielsen.
Se hele udstillingsprogrammet (opdateres løbende)
Om udstillingen
Udstillingen er produceret af Godsbanen og kurateret af kurator og projektleder Ditte Knus Tønnesen. Den er blevet til i tæt samarbejde med Museum Odenses nye forskningscenter, Anne Marie Carl-Nielsen Centret ved centerleder Emilie Boe Bierlich og kunstfaglig konsulent Laura Nørholt samt scenograf Astrid Lindgreen Hjermind.
Tak til Museum Odense for udlån af værker af Anne Marie Carl-Nielsen.
Udstillingen er støttet af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat.
Sponsorer: Bent Brandt, Hammershøj Teglværk og DanKalk.
