søg menu

Udstilling

Benedikte Bjerre: Is this tomorrow

DATO: 6. januar - 10. marts
TID: Mandag-lørdag 8-22, søndag 8-18
LOKALE: Rå Hal
NÆRMESTE INDGANG: Fx gennem Godsbanens Foyer - følg de røde fodspor i gulvet!
ENTRÉ: Gratis

750 BABY-PINGVINER FLYTTER IND PÅ GODSBANEN

I Rå Hal vil hundredevis af oppustelige baby-pingviner bevæge sig på det hårde, kolde gulv i den historiske importhal, mens otte skinnende containere i aluminium danner en korridor gennem hele udstillingsrummet. Containerne er modelleret efter dem, man bruger i lufttransport, hvor formen giver maksimalt plads til varer, fordi den er tilpasset flyets runding. 

Totalinstallationen peger på Rå Hals industri- og jernbanehistorie. Hallen er i sin tid bygget som ankomsthal for de varer fra udlandet, der kom med tog, og som med de danske jernbaner skulle videre ud i jyske butikker. Nu om dage transporteres varer imidlertid ikke længere i tunge godsvogne, men sejles og flyves i enorme mængder standardiserede containere fra andre dele af kloden – dér, hvor det, vi ønsker os her og nu, produceres til laveste pris. Med flytrafikkens dag-til-dag-levering ankommer specialvarer således langvejs fra, individuelt indpakket, lige foran vores hoveddør. Med vidtrækkende konsekvenser til følge.

Pingvinerne i den kolde, rå hal kunne minde os om nogle af disse konsekvenser: stigende temperaturer og isen på polerne, der smelter med skræmmende hast. Samtidig er de konkrete ballonpingviner i Rå Hal hverken unikke eller levende, men en importeret, masseproduceret vare, lavet ene og alene til at imødekomme vores underholdningslyst og forbrugsbegær.
Mere om Benedikte Bjerre og Is this tomorrow

Is this tomorrow er blevet til med støtte fra Det Obelske Familiefond, Statens Kunstfond og Den Jyske Kunstfond.
Den er den første i udstillingsrækken Samtidskunst i Rå Hal
Kurator: Signe Cecilie Nørgaard Jochumsen

Benedikte Bjerre. Foto: Godsbanen / Anthon Jackson