Teater Katapult
INSIDEREN
Kapitalismens forfald
Er vores velfærdssamfund sikret for fremtiden – de seneste årtiers liberaliseringer taget i betragtning? Hvad f.eks. hvis skattepengene til corona-sengeafsnittet på hospitalet var pist væk, når du blev syg? Og hvordan forholder man sig til, at nogle indflydelsesrige finansfolk er helt og aldeles ligeglade, og ser dig som hårdtarbejdende skattebetaler – en lille naiv myre?
I INSIDEREN møder vi en kriminel skatteadvokat, som på et tidspunkt beslutter at skifte side og hjælpe politiet med at fælde et omfattende netværk af bagmænd. Et netværk af bagmænd, der sugede mindst 410 milliarder ud af de europæiske statskasser og som viser sig at have tilknytning til nogle af verdens største banker.
Teater Katapults egenproduktion INSIDEREN er en forestilling om bedrag, genialitet og grådighed – inspireret af den stadig aktuelle gigant-svindelsag om udbytteskat!
Nærkontakt med genialitet, grådighed og bedrag
INSIDEREN skubber publikum helt ind bag frontallapperne på et menneske i den finansielle sektor, et menneske, som gradvist og spidsfindigt – og uvildigt? – går længere og længere i overtrædelsen af al moralkodeks.
Vi er med i insiderens transformation på vejen derhen for måske at begribe, hvordan man retfærdiggør for sig selv, at man tager så mange milliarder kroner fra dit og mit velfærdssamfund.