søg menu

Foredrag / seminar

Andrea Hejlskov: Heksenes bog

DATO: Mandag 27. april
TID: 19:00-21:00
LOKALE: Remisen
NÆRMESTE INDGANG: Fx Karen Wegeners Gade 8
ENTRÉ: 155.-
KØB BILLET

I sit nye foredrag tager forfatter og moderne vølve Andrea Hejlskov os med ind i Heksenes Bog – et opgør med den patriarkalske fortælling om kvindelig magt, naturens kraft og det, der kaldes “det irrationelle”.

Med afsæt i nordisk folketro og folklore samt sine personlige erfaringer undersøger Andrea, hvad det vil sige at være heks i dag – ikke som rolle, men som eksistentiel og politisk position.

Foredraget bevæger sig mellem myte og samtid, mellem egen livsfortælling, kulturkritik og spirituel praksis, og stiller det radikale spørgsmål:

Hvad hvis heksen ikke var den forfulgte – men den, der ser klart?

Publikum vil møde et levende og sanseligt oplæg, hvor Andrea Hejlskov taler om:

  • Heksen som arketype, modstand og livsform

  • Naturens subjektivitet og det animistiske verdenssyn

  • At tage sin stemme og sin kraft tilbage

  • Hvordan Heksenes Bog skriver sig ind i nutidens opgør om sandhed, frihed og magt

Kom og vær med til en aften, der rækker ud over det almindelige – og ind i det magiske. For hvordan kan magi være en form for modstand? Hvordan føles det at leve med heksekraften – ikke som myte, men som praksis? Det vil Andrea Hejlskov gøre os klogere på.

Om Andrea Hejlskov

Andrea Hejlskov er forfatter, aktivist og indviet vølve. Hun har i 25 år arbejdet med heksekraft og udgivet bl.a. Den Store Flugt, Vølve og Voluspa. Hun er desuden portrætteret i dokumentarfilmen Heks. Heksenes bog (Gads Forlag, 2025) er hendes seneste udgivelse.

Foredraget er arrangeret af FOF Aarhus i samarbejde med Godsbanen.