søg menu

Udstilling

Kåre Frang: Your Cards are bleeding

DATO: 9. januar - 8. marts 2026
TID: Mandag-lørdag kl. 8-22 / søndag kl. 8-18
LOKALE: Rå Hal
NÆRMESTE INDGANG: Karen Wegeners Gade 2
ENTRÉ: Gratis

Med skulptur og film indtager den danske billedkunstner Kåre Frang Godsbanens ikoniske Rå Hal, der oprindeligt blev brugt til håndtering af udgående gods. Her præsenterer han den immersive udstilling Your Cards Are Bleeding, der kredser om dét at flytte. Særligt stiller udstillingen skarpt på den uro, der opstår, når noget flyttes eller forandres, både i os som mennesker og i samfundet omkring os, og på hvordan disse to planer gensidigt spiller ind i hinanden.

Your Cards Are Bleeding handler om nærvær i en verden, der konstant trækker vores opmærksomhed væk. I et nyt omfattende filmværk følger vi et par, der hjælper en ven med at flytte, en ven, som viser sig aldrig at dukke op og rent bogstaveligt er fraværende i sit eget liv. Værket stiller på den måde spørgsmålet, hvad vil det sige at være tilstede i de ritualer og overgange, der markerer forandring.
Undervejs møder karaktererne både små og store forstyrrelser, som skærper blikket på, hvordan vi som mennesker reagerer, når intet føles afsluttet og vores fælles uforudsigelige og opmærksomhedskrævende virkelighed trænger sig på.

Udstillingen stiller skarpt på overgangstilstande og den iboende uro, der følger med forandring. Med flyttekasser, børnelegetøj og en amerikansk filmkulisse konfronteres vi med kulturelt ladede objekter og steder, der markerer overgangsritualer og blotlægger spændingsfeltet mellem det varige og det skrøbelige.

Kåre Frang (f. 1992) er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2020. Frang arbejder intuitivt og udforsker, hvordan materialer og objekter bærer indlejrede fortællinger, som kan genaktiveres i nye sammenhænge. Hans værker kombinerer ofte fragmenterede tidsligheder for at reflektere over erindring, perspektiv og forandring.

Your Cards Are Bleeding er tredje udstilling i Godsbanens udstillingsrække Samtidskunst i Rå Hal, der præsenterer eksperimenterende og stedsspecifik kunst i et af Aarhus’ mest karakteristiske udstillingsrum.
Se mere om Samtidskunst i Rå Hal

Samtidskunst i Rå Hal er støttet af Det Obelske Familiefond, 15. Juni Fonden, Statens Kunstfond og Ny Carlsbergfondet.

Foto: Kåre Frang
Kåre Frang i Rå Hal. Foto: Godsbanen / Anthon Jackson