søg menu

Udstilling

Fernisering: Venterum

DATO: Lørdag d. 15. april
TID: Kl. 11-14
LOKALE: Mellemrummet
NÆRMESTE INDGANG: 3F i Skovgaardsgade
ENTRÉ: Gratis

Udstilling af Marina Pagh og Susanne Schmidt-Nielsen.

Fernisering lørdag d. 15. april kl. 11-14. Brug indgang 3F i Skovgaardsgade.

venterum er skabt til Mellemrummet og til det 12 meter høje trapperum, som man kommer ind i igennem indgang 3F.
Udstillingen består af 2 stedspecifikke total-installationer bestående af 3D værker, et lydværk samt et interaktivt værk.

Titlen venterum er tænkt som en metafor for det mentale sted mellem det der var og det der kommer og kan ses som en billedliggørelse af det vi kan opleve, når vi er i denne mellemperiode.

Til værkerne anvendes materialer fra vores daglige liv, som f.eks. tøj, spejle, planter. Nogle materialer er genbrug, mens andre er readymades. Det er materialer som vi genkender, knytter historier til og som måske allerede bærer spor og fortællinger fra tidligere brug.

venterum

stoppestedet, venteværelset, pauserummet
et sted, en overgang, et mellemrum
hvor vi er´,
i et øjebliks fordybelse
lader tankerne flyve
og drømmer
hvor vi fyldes af vovemod og af et stænk af usikkerhed og sårbarhed
hvor nyt må suges ind og gøres til eget
et sted, et øjeblik, en stund,
for så er vi videre

Trapperummet, med dets 12 meter i højden, fyldes af et hængende værk. Værket består af enkeltobjekter skabt af metalringe, tekstil samt readymades. Objekterne kan ses som udtryk for forskellige karakterer eller mentale sindstilstande. Ringenes gensidigt forbundenhed er, som en billedliggørelse af tankernes strukturer. Når man bevæger sig op eller ned af trappen, eller forbi på reposen, vil installationens udtryk og dens fortælling forandres, som ens blik på værket vil fange nye vinkler og perspektiver.

Et lydværk høres i Mellemrummet. Lydværket består af reallyde eller mere stemningsbårne lydsekvenser. Lydværket afspilles fra 3 højtalere placeret forskellige steder i rummet. Værket opleves forskelligt afhængig af hvor man står eller hvornår man er i rummet.

I Mellemrummet, centralt placeret, er desuden det interaktive værk bestående af ringe med stofstrimler hængende fra. Stofstrimlerne er hæftet på ringene som en gestus der forbinder sig til den tanke eller til det ønske, der kan komme til en´, når man mentalt er i denne overgang mellem fortid og fremtid.

Den besøgende inviteres til at deltage ved at formulere sine egne tanker, vælge et stykke stof der kan forbindes til tanken og derefter montere det på ringene. For hver ny tilføjelse vokser værkets samlede fortælling og med de nye forbindelser mellem vores individuelle fortællinger, nuanceres helheden.

Instagram: @marinapagh.dk
Kontakt: www.susanneschmidt-nielsen.com

venterum - procesfoto
venterum - procesfoto
venterum - procesfoto