Scene
Faust
MYTEN om den, der for at opnå succes, blive rig og berømt, indgår en pagt med djævelen. Prisen er at måtte afgive sin sjæl til ham, den dag livet rinder ud.
Der er skrevet historier, lavet film, billedkunst, skue- spil, opera og ballet over temaet, som altid har fascineret kunstnere og “almindelige” mennesker, sandsynligvis fordi alle kender til fristelserne om at opleve kærligheden og få sine ønsker og drømme opfyldt, og trangen kan blive så stor at man er klar til at bestikke, tyrannisere, lyve, moppe og sågar myrde. Med andre ord, uden at tænke på konsekvenserne her og nu, begive sig ind i det djævelske, hæmningsløse, lykkelige, vanvittige og uregerlige område og `give fanden i det hele`.
Goethe var så optaget af dette emne, at han skrev et kæmpeværk i to dele, et læsedrama, som han kaldte det, og som han skrev på i 60 år, ja, du læste rigtigt – i 60 år!
Stykket har været opført flere gange her i Danmark, og nu har Teatret Stormen kastet sig ud i første del, og det er ikke nemt, for Goethe har draget så mange mennesker, lokaliteter, engle, hekse, kærlighed, ulykker, liv og død ind i sit store værk og i Stormens arbejde med stykket, har vi dykket ned i nogle af disse dybe livsområder, tanker og overvejelser.
Stykket kræver at man slipper forstanden og hengiver sig til sprogets forunderlige form, – i Jon Høyers glimrende oversættelse og de følelser, der gennemleves af vores persongalleri, for der springes rundt i det store og det små, det intime og det udbasune rende i de livtag, Faust, vores helt og de andre omkring ham, kommer ud for.
