søg menu

Udstilling

What is this, an exhibition for ants?!

DATO: 24. februar - 26. marts
TID: Onsdag - fredag 15-17 / Lørdag - søndag 12-15
LOKALE: Cantina - indgang i Gårdhaven
NÆRMESTE INDGANG: Gårdhaven - fx 3D
ENTRÉ: Gratis

En udstilling med kunstnerne Birke Gorm, Jens Settergren,  Julie Stavad, Laura Hjort Jensen og Mikkel Carlsen.

Udstillingen har fernisering fredag d. 24. februar kl. 16-19 og er åben indtil d. 26. marts 2023.

“Hvad er det her, en udstilling for myrer?!” Når beskueren træder ind i udstillingsrummet, kan dette udsagn krydse deres sind. Rummet, der umiddelbart ser tomt ud, men med kunstværker på størrelse med et fingerbøl spredt omkring i rummet, kan ved første øjekast måske ikke engang genkendes som en udstilling af beskueren. Man kan endda gå ind i rummet og trække på skuldrene igen og tro, at der simpelthen ikke er nogen udstilling. Men hvis beskueren i stedet ville følge therolingvisternes omhyggelige opmærksomhed som i Ursula K. Le Guins ‘Akaciefrøenes Forfatter’, vil værkerne måske begynde at dukke op. I denne novelle præsenteres læseren for tekststykker skrevet på overfladen af en række akaciefrø, der er fundet efterladt inde i en myrekoloni. Nær det 31. akaciefrø af manuskriptet ligger den halshuggede arbejdermyre, der har forfattet teksten. Manuskriptet fortolkes og diskuteres af tekstens opdager, forskeren G. d’Arbay T. R. Bardol: Er teksten en hyldest til myredronningen eller et revolutionært manifest? Hvordan fortolkes en tekst skrevet af myrer, og hvordan forstår vi deres sprogs semiotiske og grammatiske forskelle? Var skriften aldrig blevet opdaget på akaciefrøenes overflade ville vi stå uden mulighed for at diskutere temaerne i dette stykke litteratur. Derfor vil vi anmode beskueren om at anvende den samme nysgerrighed og omhyggelighed til at se værkerne på denne udstilling.

I udstillingen har vi bedt kunstnerne om at fremstille værker, der ikke er større end 3x3x3cm. Et stort værk for en myre, der overgår dens egen krop, men et lille værk for et menneske. På denne skala kunne du holde værket mellem dine fingerspidser og måske endda være i stand til at knuse det. Hvilken slags forsigtighed undersøger vi værker i denne størrelse med? Og hvordan ser vi på udstillingen som helhed, når selve værkerne ikke rigtigt kan aflæses på afstand? Vi kan i stedet tage os selv i at se på, hvad der ligner en privat samling af nips eller et sceneri, hvor værkerne kan opdages ved at bukke sig ned eller læne os ind som ved at lede efter insekter i en skov.

Åbningstider:
Onsdag – fredag 15-17
Lørdag – søndag 12-15

Samt efter aftale på info@cancancantina.xyz eller igennem dm på instagram @cancancantina

Plakat af Matias Gulvad

Tak til Det Obelske Familiefond, Aarhus Kommune, Beckett-Fonden og 15. Juni Fonden, hvis støtte har muliggjort udstillingen.

Kontakt og mere information: cancancantina.xyz