søg menu

Billedkunst

Nostalgisk Verden – en mindeudstilling om kunstneren Freddie Dybris

DATO: 6. - 10. november
TID: Hver dag kl. 12-19
LOKALE: Kedlen
NÆRMESTE INDGANG: 3A eller 3D (Spiselauget)
ENTRÉ: Gratis

Gensyn med Den Blå Maler

Velkommen til Nostalgisk Verden – en mindeudstilling

Billedkunstner og fabulerende kolorist Freddie Dybris ville være fyldt 100 år d. 6. november 2022. Dybris eksperimenterede livet igennem med udtryk og materialer og arbejdede med maleri, mosaiksten, litografi, tegninger, linoleumstryk og akvarel.

Netop den dag, d. 6. november 2022, inviterer familien alle interesserede til fernisering på en mindeudstilling af Freddie Dybris’ værker på Godsbanen.

Freddie Dybris var en velkendt østjysk maler, som spøgte med, at han var verdensberømt – i Aarhus. Han boede i Skive og Randers i sin barndom og ungdom, og gik på Børge Hovedskous Malerskole i Randers.
Hans aktive år som kunstner og hans store engagement satte sit præg på kunst- og kulturlivet i Aarhus fra 1950erne. Dybris’ billeder kunne ses og sanses på udstillinger her, i hele Danmark og i Norden, ofte sammen med andre kunstnere, og han deltog i og tog initiativ til kunstfællesskaber og udgivelser. Blandt andet var han med til at stifte kunstnersammenslutningen Guirlanden og sad i redaktionen for Aarhus Kunstavis – senere Jydsk Kunstavis. Dybris var vellidt blandt kunstnere og også en eftertragtet ophænger af udstillinger.
Freddie Dybris var en del af den modernistiske generation, tæt på Cobra-gruppen, som efter 2. Verdenskrig malede ekspressionistisk, og han blev kaldt Den Blå Maler, da mange nuancer af blå går igen i hans værker. Anmeldere havde svært ved at placere ham i en -isme, så de døbte hans kunst Dybrisme.

Fernisering den 6. nov. kl 10-16. Fri entré
Udstillingen løber fra 6. til 10. nov. i Kedlen.
Åbningstider: 12-19. Fri entrè——

Se små historier om Dybris på Facebook