søg menu

Musik

Camilla Munck + Nils Gröndahl

DATO: Fredag 24. Juni
TID: Døre kl. 20:00, Koncert kl. 21:00
LOKALE: Radar
NÆRMESTE INDGANG: 3b
ENTRÉ: 150
KØB BILLET

Camilla Munck

Camilla Munck er blandt de mest markante kunstnere på den alternative scene herhjemme. Med DMA, Steppeulven, Robert og Reumertnomineringer i bagagen har hun i flere år imponeret som skaber af – og performer i – prægnante værker.

Hun har været kernekraft i bands som Wynona og Munck//Johnson, hun har skrevet soundtracks og skabt lyddesigns, og hun har musikalske samarbejder med bl.a. Chorus Grant, Jacob Bellens, Spejderrobot og Lise Westzynthius.

De seneste år har hun slået sit navn fast som soloartist, blandt andet med albummet ‘AEON’ fra efteråret 2021. Som Information skrev i deres anmeldelse af albummet:

”(…) nu har hun nærmest revet hele sin kunstneriske muskulatur fri, til fordel for noget mere mørkt og søgende på sin fremragende soloalbumdebut, AEON”.

På albummet bevæger Camilla Munck sig rundt et eksperimentelt indiepop univers mens hun mærkbart træder frem i tekst og musik med emotionel lydhørhed og musikalsk originalitet. ‘AEON’ skaffede hende en Steppeulven-nomination som årets vokalist og blev placeret på en række ‘årets album’-lister hos bl.a. Gaffa, Passive/Aggressive og førnævnte Information. Det nåede så bredt ud, at selv modemagasinet ELLE hyldede Camilla Muncks album og sammenlignede hendes vokal med Beth Gibbons fra Portishead.

Nu kan du opleve hende med sit fantastiske band her på Radar 24. juni.

Nils Gröndahl

Den dansk/tyske violonist Nils Gröndahl var fra sluthalvfemserne i bandet Under Byen med til at åbne og definere et nyt kapitel i dansksproget populærmusik. Gröndahl er en garvet livemusiker, som har åbnet Steppeulven-nomineringer som årets musiker og har spillet solokoncerter i alt fra Bremen Teaters dametoiletter over DR Koncerthusets Koncertsal til kirker i Belgien. Han har udover sit mangeårige engagement i Under Byen spillet med en lang række anerkendte danske bands (Broken Twin, Jacob Bellens, MØ, Kellermensch etc.) og er aktiv som arrangør og indgår i samarbejder og koncerter med en lang række musikere, bl.a. Iceage, Bisse, Baby in Vain, Shiny Darkly, Ukendt under andet navn, ORM, Lise Westzynthius.

Sidste år udkom han med nyt musik på LP’en “Du Läufst Zu Schnell”. Et album, som var overvejende instrumental, filmisk og billedskabende, men musikken rummer også puls og fremdrift.

Nogle af sangtitlerne har referencer til fjerne måner (”Io” og ”Juno”) – og dele af pladen kunne da også lyde som soundtracket til et månefartøjs rejse igennem støvede kratere, på fremmede himmellegemer. Men pladen indeholder også kælne strygere som på anden-singlen ”Zu Schnell”, der åbner for en sang om flugt, frigørelse og højdeskræk, romantisk og melankolsk. Vertigo som musikalsk narrativ. Og et pulserende drive som på første single ”Jupiter und Jago”, der på sin egen sære måde både står stille og vil afsted, En trippen på stedet i fuld bevægelse inden det hele ramler i en malstrøm af forvrænget filterstøj og dyb, dyb bas.

Tag med på en live månerejse denne aften på Radar i selskab med Nils Gröndahl.