søg menu

Litteratur

Bogskaberiet LIVE i Det Poetiske Kvarter

DATO: Søndag d. 2. november 2025
TID: 13.00-14.00 (dørene åbner 12.50)
LOKALE: Vogn 1
NÆRMESTE INDGANG: Kjeld Tolstrups Gade 3
ENTRÉ: 40 kr.
KØB BILLET

Bogskaberiet sender live fra Det Poetiske Kvarter!

Kom forbi til en særudgave af podcasten Bogskaberiet, når de to værter, Anne Cathrine Bomann og Lise Villadsen, sender live under Skrivefestivalen fra Det Poetiske Kvarter på Godsbanen i Aarhus.

I bedste Bogskaberiet-stil er titlen på udsendelsen “Den om at sætte fra”. Det skal handle om alt det, det kræver at tage springet og sende sit manuskript ind til et forlag. Både de helt konkrete forberedelser og tiltag og det mere psykologiske aspekt ved at turde åbne døren til verden og risikere at få afslag – eller det modsatte!

Kom alene, kom sammen, lyt med, stil spørgsmål og bliv klogere eller måske bare mere tryg ift. at komme ud over rampen med dit manuskript! Det bliver sjovt, det her!

Om Bogskaberiet:

Bogskaberiet har eksisteret siden 2020 og er en podcast om livet som forfatter og skrivende, skabt af de to forfattere Lise Villadsen og Anne Cathrine Bomann. Hvert afsnit dedikeres til et tema inden for skrive- og udgivelsesprocessen, og som lytter får man ligeledes et indblik i værternes kærlighed til at skrive og deres professionelle liv som forfattere.

Om forfatterne:

Lise Villadsen (f. 1985) debuterede i 2018 med YA-romanen Tigerhjerte og har siden udgivet flere ungdomsromaner og noveller, bl.a. “De sorte hullers klub” (2024) for hvilken hun i 2025 modtog Skolebibliotekernes Forfatterpris. Villadsen er i 2025 aktuel med den psykologiske thriller Huse med børn, som er hendes første roman for voksne.

Anne Cathrine Bomann (f. 1983) debuterede i 2017 med romanen Agathe, som er udgivet i 30 lande og som hun vandt den italienske pris Scrivere per Amore for i 2019. Bomann har også tidligere skrevet digtsamlinger og udgivet flere anmelderroste romaner, bl.a. Blå Toner fra 2021, hvis rettigheder er solgt til et canadisk filmselskab. Hun udkom senest i 2024 med romanen Akvariet.