Radar
Asbjørn
Koncerten præsenteres i samarbejde med Voxhall
Den selverklærede pop-rebel Asbjørn gæster Radar på sin albumturné i 2025.
Asbjørns nye album – The Secret Our Bodies Hold – er en manifestation af frigørelsen af mennesket, og den selverklærede pop-rebel drager nu også på turné for at udforske sårbarhed og styrke sammen med publikum. Noget han mestrer som få. Legesygen, inderligheden og dansen går nemlig side om side i Asbjørns tilgang til poppen.
“På albummet såvel på denne turné danser jeg mig mod til at være sårbar og oversætter bevægelser til musik, med al den vildskab og uforudsigelighed det medbringer – det bliver showets bankende hjerte”, siger Asbjørn.
Han er opvokset på en højskole med rytmer fra hele verden, Madonna, Spice Girls og David Bowie på tv-skærmen og et Schubert-partitur på familiens klaver. Hans første sange handler om at være en anderledes ung dreng og modet, det kræver at stå ved sig selv. Som 19-årig starter han sit eget pladeselskab for at bevare sin kreative frihed og etablerer et pop-laboratorium, hvor polyrytmer, melankoli og elektronisk legesyge støder sammen.
Informations Ralf Christensen kalder ham “en moderne anmelders våde drøm”, og hans albums omtales som “hjertemassage til en genre i fare for at miste sin kant” og “en ode til alle der ikke passer ind”.
Efter 12 år som pop-rebel, er Asbjørn med sit fjerde album kommet på manges læber. Hans show på SPOT Festival blev kåret som én af festivalens fem bedste koncerter, han prydede forsiden af GAFFA og debuterede på Roskilde Festival, hvor han også fik besøg af Brimheim på scenen. Sammen synger de duetten “New Moon, Same Old Me” som blev P3’s Uundgåelige hen over sommeren.
Albummet The Secret Our Bodies Hold udkommer den 1. November 2024 via Asbjørns eget pladeselskab, Body of Work. Albummet er produceret af Asbjørn & Steffen Lundtoft (Lowly) og mixet af Rangleklods.