søg menu

Udstilling

Eliyah Mesayer: ALL RISE

DATO: Fredag d. 10. januar - søndag d. 9. marts
TID: Mandag-lørdag kl. 8-22. Søndag kl. 8-18
LOKALE: Rå Hal
NÆRMESTE INDGANG: Karen Wegeners Gade 2
ENTRÉ: Gratis

ALL RISE – ny totalinstallation i Godsbanens Rå Hal

10. januar – 9. marts 2025

OM UDSTILLINGEN
Velkommen til den fiktive stat Illiyeen, der har overtaget Godsbanen. Store, sorte telte er slået op i Rå Hal. Udenfor, på toppen af den skrå tagryg, blafrer et sort tekstil over for den gamle bygnings historiske vejrhane. Rytteren har hejst flag og slået lejr.

ALL RISE er billedkunstner Eliyah Mesayers hidtil største soloudstilling. Gennem poesi, installation og performative værker undersøger hun almenmenneskelige spørgsmål om beskyttelse, tilhørsforhold, håb og længsel. Med rytteren og den fiktive stat Illiyeen bevæger hun sig i et grænseland. Her opløses overgangene mellem virkelighed og fiktion, fakta og fantasi, poesi og politik.

Modsat andre stater er Illiyeen ikke forankret i et fysisk, geografisk sted, men er nomadisk ligesom sit folk. Illiyeen kommer til udtryk gennem nationalsange, poesi, flag, symboler og helte. Med udstillingen ALL RISE får den fiktive stat Illiyeen for første gang landskabelig karakter. Her tilbydes alle besøgende midlertidigt ophold. Med rytteren som bannerfører tages vi med på en rejse gennem ukendt terræn.

Illiyeen handler om historie, fortid og nutid.

Udstillingen ALL RISE er støttet af Det Obelske Familiefond, Ny Carlsbergfondet og Statens Kunstfond.

Illiyeen rejser videre til Heartland Festival i 2025 og Rønnebæksholm i 2026.

ALL RISE åbner fredag den 10. januar 2025 kl. 16.00 og kan opleves i Godsbanens åbningstid frem til den 9. marts 2025.

Gratis adgang.

Se billeder fra ALL RISE

OM SAMTIDSKUNST I RÅ HAL
ALL RISE er nummer to i udstillingsrækken Samtidskunst i Rå Hal: I en tre-årig periode inviterer Godsbanen hvert år en markant dansk kunstner eller kunstnergruppe til at skabe en udstilling til kulturproduktionscentrets 1200 m2 store Rå Hal i de kolde måneder.
Se mere om Samtidskunst i Rå Hal

Foto: Mishael Fapohunda