søg menu

Udstilling

Jørgen Aaboe: Mit andet jeg

DATO: 20. januar - 28. februar 2022
TID: Mandag - lørdag kl. 8 - 22. Søndag kl. 8 - 18.
LOKALE: Foyeren
NÆRMESTE INDGANG: 3A
ENTRÉ: Gratis

Med denne række af fotos vil jeg gerne dele oplevelser og indtryk fra mange års rejser i Afrika.
De er ikke sandheden om landene. Sandheden er jo som bekendt subjektiv, men de er mine udtryk og fortolkninger. Set gennem mit objektiv!
I begyndelsen af 1990’erne boede og arbejdede jeg i Zimbabwe og har gennem mere end 25 år jævnligt rejst i landene Sydafrika, Botswana, Namibia, Zambia, Malawi, Zanzibar, Tanzania, Kenya – og med Zimbabwe og Sydafrika som base.
Det er også mit håb at vise blot en flig af … … well, det komplekse i et kontinent, der er helt anderledes end det, jeg er rundet af. Det er de umiddelbart betagende og tidløse landskaber hvor chancen – eller risikoen – for at møde vilde dyr stadig eksisterer. Men i takt med befolkningen ekspanderer, bliver ’the wild’ mere og mere trængt. Og krybskytter tager forfærdende mængder af elfenben fra elefanter og næsehorn hver eneste dag. Det er også et forsøg på at vise og fortælle en smule af historierne bag de mennesker jeg møder.
Billeder og tekst er også en lille fortælling om drømme, håb, skuffelser, nepotisme og korruption i Afrika.
Om hvordan det gik Nelson Mandelas Sydafrika, som i 1994 gik fra ekstase og håb – den nye regnbuenation – og siden er misregeret af ’hans’ politiske parti, ANC. Nu ulmer uro’en ikke bare, den springer ud i lys lue. Ofte provokeret af små hverdagsting. Kedlen koger over …
Samme triste historie møder jeg i Zimbabwe, af nogle tidligere kaldet ’the Breadbasket of Afrika’.
Og på trods af disse genvordigheder, møder jeg venlige og glade mennesker på rejserne  … nårgh … masia’erne i Kenya vil nu ikke fotograferes uden kompensation, men ellers er de såmænd flinke nok.
Kom med på en rejse og mød også glæde, begejstring og imødekommenhed hos almindelige mennesker og del min dybe fascination af ”the wildlife”, nu i nationalparker og game reserves, og se hvor smuk og barsk naturen kan være i verdens ældste ørken – i Namibia. Her får jeg fornemmelsen af, at tiden står stille!

Kontakt og mere information: Jørgen Aabo: jaabo1@outlook.dk