søg menu

Udstilling

☠️ OR GLORY

DATO: Hele maj
TID: torsdag og lørdag kl 13-17 eller efter aftale
LOKALE: Cantina, Corporum
NÆRMESTE INDGANG: Gårdhaven
ENTRÉ: Gratis

Cantina præsenterer gruppeudstillingen ☠️ OR GLORY

Victor Daamouche
Dejode & Lacombe
Jean-Baptiste Janisset
Victor Yudaev

☠️or Glory bliver Cantinas første udstilling i 2021. Udstillingen kurateres af Jean-Baptiste Janisset, og samler fire franske kunstnere med base i Marseille: Dejode & Lacombe, Victor Yudaev, Victor Daamouche og
Jean-Baptiste Janisset selv.

Åbningen finder sted den 30. april, i henhold til gældende covid-19 restriktioner og med kunstnerne til stede.

HVORNÅR ER AFGANGEN?*
Rummet er stedet – dog slet ikke som et vildnis eller en ødemark, ej heller en ørken eller et hav, på trods af lyds specifikke kvalitet, disse sløve kontinuerlige lag som kunne være (eller måske er, hvordan kan du være sikker?) ren fantasi. På trods af poetens lighed med planeter, med øer og havne. Det er væsken der forhindrer bevægelsen og som arbejder i skallen af et overbebyrdet kranie. Rummet er stedet, det er alle stederne, den for længst accepterede afskaffelse af det ordets betydning, som du ikke længere fatter, retninger, du ikke længere kan gå, hvad der engang blev kaldt bagved eller sydpå, nordpå eller lavt, spredning eller vestpå, venstre eller østpå. Det indeholder alle billederne der vedbliver dvælende i en endeløs scrolling, og dog vedrører det dem, når de bliver mere upræcise og formørkede – det vil sige: Det tages for givet at afstande vokser.

Rummet er stedet, det er midten og marginen, og alle afstandene imellem: uendelige fraktalserier af Rømer-parallakser udfolder flere universer end et responsivt øje kan se, flere destinationer end en solvind kan nå, flere trin end nogen måling kan differentiere. I tre dage og tre nætter, tre millioner lysår og tre sekunder, var fartøjets mave det eneste hus, hvor man kunne hvile sig, hvor man kunne befri sig fra enhver søgen efter en vej, stolende på at kæmpen afviser afrevne stykker på kysten, uanset strækningen? – for så længe der er et vrag, er skæbnen opfyldt, profetien fuldført. Skæbnen abdicerede til en anden ivrigheds bugter; tidligere overbevisninger og autonomier, mangeårige ambitioner og fortsætter, fremmedgjorte følelser af kærlighed eller begær, er nu lagt på hylden. De sluttede sig til den hellige dans af spredte tanker, svævende i limbo. For rummet er en livlig tåge af bomuld, hvori skyer kun akkurat dannes, hvorfra regn næsten ikke falder – derfor skrumpede håndfladen, udtørredes og blev til sidst til pulver, og foragt fik drømmen til at krympe til størrelsen af en enkelt impotent celle. Hænder er ubrugelige ligesom fødder og frø kan ikke pløje ståljorden.

Der var en kode, en grammatik, et sprog, der med sandsynlighed griber efter objekter, sjældnere fornemmelser, at forbinde og fremmedgøre, at navngive og besidde, at forføre og forråde – fra vinduet ser uendeligheden så klar ud, så krystalklar. Hvordan kunne disse dybder af vakuum overhovedet kaldes en tåge? Blot en mur, inden for hvilken dens tykkelse blev fremspringene stille. Rummet er nu mit sted, jeg er hjemme, alene og beslægtet med helheden, flydende og nedstyrtet, udforskende og blind, besejret og heroisk. Rummet er min hule og min opstandelse. Paradis tabt – eller herlighed.
*Du er allerede på vej. »
Andreï Tarkovski, Solaris, 1972
Udstillingstekst af Jean-Christophe Arcos

Udstillingen er støttet af Kirsten & Gunnar Fonden, Statens Kunstfond og Aarhus Kommune.