VÆR MED TIL AT VÆKKE KUNSTEN TIL LIVE – BLIV FRIVILLIG PÅ GODSBANEN!
Med udstillingen Det levende ler – Skab med Anne Marie Carl-Nielsen forvandles Godsbanens Rå Hal til et levende værksted, hvor publikum selv bliver medskabere.
Med udgangspunkt i en af Danmarks mest anerkendte billedhuggere, Anne Marie Carl-Nielsen (1863-1945), inviterer vi folk ind i kunstens processer. Her vil gæsterne – med udgangspunkt i hendes værker – selv skulle forme i ler, voks og smør og dermed få et billede af, hvordan kunstneren arbejdede.
Udstillingen inviterer til nysgerrighed, fordybelse og fællesskab – blandt andet gennem en fælles genskabelse af et af Anne Marie Carl-Nielsens sidste værker.
Og netop når gæsterne går på opdagelse i kunstens udtryksformer, spiller vores frivillige værter en vigtig rolle! Måske er det dig vi søger?
Som vært kommer du bl.a. til at:
- Åbne udstillingen for dagen (pakke værker og ’værkstedsstationer’ ud og åbne dørene)
- Tage imod gæsterne i udstillingen
- Sætte gang i små aktiviteter og invitere publikum til at deltage
- Svare på spørgsmål og dele nysgerrighed og viden
- Hjælpe med at skabe en god og tryg stemning i rummet
- Lukke udstillingen for dagen (pakke værker ned og lukke dørene)
Du behøver ikke være kunstekspert – det vigtigste er, at du er imødekommende, engageret og nysgerrig på kunstens processer såvel som nye mennesker.
LYDER DET SPÆNDENDE?
Så læs mere her eller kom til infomøde 12. eller 20. august på Godsbanen (Remisen) – vi giver en kop kaffe!
Frivilligmøde onsdag d. 12. august 2026 kl. 15-16
Frivilligmøde torsdag d. 20 . august 2026 kl. 10-11
- Det levende ler – Skab med Anne Marie Carl-Nielsen åbner lørdag d. 29. august 2026 og kan opleves til 18. oktober 2026. Alle er velkomne til åbningen. Tilmeld dig her
- Der er gratis adgang i hele udstillingsperioden: 29. august – 18. oktober 2026.
KONTAKT
Dorte Kerstens
dorte@godsbanen.dk
Det Levende Ler – Skab med Anne Marie Carl-Nielsen er støttet af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat
