
ALL RISE – TOTALINSTALLATION I RÅ HAL
10. januar – 9. marts 2025
OM UDSTILLINGEN
Velkommen til den fiktive stat Illiyeen, der har overtaget Godsbanen. Store, sorte telte er slået op i Rå Hal. Udenfor, på toppen af den skrå tagryg, blafrer et sort tekstil over for den gamle bygnings historiske vejrhane. Rytteren har hejst flag og slået lejr.
ALL RISE er billedkunstner Eliyah Mesayers hidtil største soloudstilling. Gennem poesi, installation og performative værker undersøger hun almenmenneskelige spørgsmål om beskyttelse, tilhørsforhold, håb og længsel. Med rytteren og den fiktive stat Illiyeen bevæger hun sig i et grænseland. Her opløses overgangene mellem virkelighed og fiktion, fakta og fantasi, poesi og politik.
Modsat andre stater er Illiyeen ikke forankret i et fysisk, geografisk sted, men er nomadisk ligesom sit folk. Illiyeen kommer til udtryk gennem nationalsange, poesi, flag, symboler og helte. Med udstillingen ALL RISE får den fiktive stat Illiyeen for første gang landskabelig karakter. Her tilbydes alle besøgende midlertidigt ophold. Med rytteren som bannerfører tages vi med på en rejse gennem ukendt terræn.
Illiyeen handler om historie, fortid og nutid.
Se udstillingsbilleder fra ALL RISE
Stemningsbilleder fra åbningsdagen
Eliah Mesayer blev udvalgt af med en kunstfaglig jury, bestående af:
- Kurator Rebekka Laugesen
- Rektor på Det Jyske Kunstakademi, Søren Taaning
- Kurator og kunstkonsulent Tone Bonnén
- Direktør på Arken, Marie Nipper
- Kunsthistoriker, Signe Cecilie Nørgaard Jochumsen
- Godsbanens direktør, Marianne Grymer Bargeman.
Juryen begrunder valget således:
”Eliyah Mesayer arbejder installatorisk og performativt. Med stramme konceptuelle greb, der ofte indebærer sort tekstil, er hendes scenografiske formsprog letgenkendeligt. Mesayer har en ekstraordinær evne til at adressere sværttilgængelige og komplekse emner med stor politisk og ikke mindst poetisk præcision. Flere af hendes værker forholder sig eksempelvis til statslige forhold så som infrastruktur, historie og migration. Hun bevæger sig frit i tid og sted, og formår at trodse forskellige grænsedragninger mellem fakta og fiktion, så begge dele træder tydeligere frem i kraft af hinanden. Mesayers værker materialiserer utopier, steder og drømme, som ellers kun eksisterer i det følte og tænkte. Juryen har store forhåbninger til, at Eliyah Mesayer kan bringe Rå Hal i spil på en måde, der er både skulpturel, poetisk og aktivistisk”
OM SAMTIDSKUNST I RÅ HAL
ALL RISE er nummer to i udstillingsrækken Samtidskunst i Rå Hal: I en tre-årig periode inviterer Godsbanen hvert år en markant dansk kunstner eller kunstnergruppe til at skabe en udstilling til kulturproduktionscentrets 1200 m2 store Rå Hal i de kolde måneder.
Se mere om Samtidskunst i Rå Hal
Udstillingen ALL RISE er skabt af Eliyah Mesayer og kurateret af Rebekka Laugesen.
ALL RISE er støttet af Det Obelske Familiefond, Ny Carlsbergfondet og Statens Kunstfond.
Eliyah Mesayer er et af dansk kunsts største talenter, og bl.a. udvalgt til Statens Kunstfonds udviklingsprogram ’Den Unge Kunstneriske Elite’ (DUKE).
I februar 2025 blev ALL RISE præmieret af Statens Kunstfonds Legatudvalg.
Se mere her
Filmen fra ALL RISE er blevet udtaget til festivalpremiere på CPH:DOX 2025 i deres New:Vision Competition.
Illiyeen / ALL RISE rejser videre til Heartland Festival i 2025 og Rønnebæksholm i 2026.
Foto: David Stjernholm