GODSBANEN INDGÅR NYT, FLERÅRIGT SAMARBEJDE MED PRISVINDENDE SCENEKUNST-
KOMPAGNI
GODSBANEN INDGÅR NYT, FLERÅRIGT SAMARBEJDE:
DET PRISVINDENDE SCENEKUNSTKOMPAGNI HIMHERANDIT FÅR FAST BASE I AARHUS’ STØRSTE KULTURHUS
I en tid, hvor mange oplever øget polarisering, hårdere debatklima og mindre plads til forskellighed, vokser behovet for steder, hvor mennesker kan mødes på åben og fordomsfri grund. Steder, hvor fællesskab, kreativitet og nysgerrighed går forud for konflikt og ”dem-og-os”-retorik.
Derfor indleder Godsbanen nu et markant samarbejde med Himherandit Productions – et prisvindende scenekunstkompagni, der arbejder med queer kunst, performance og fællesskabsdrevne projekter. Fra 2026 til 2029 er Himherandit huskunstner på Godsbanen og får fast base på Åbne Scene, Godsbanens scene for nye kunstneriske udtryk og eksperimenter.
Et samarbejde, der giver plads til nye fællesskaber og stemmer
I samarbejdsperioden vil Himherandit både skabe nytænkende forestillinger og invitere borgere, foreninger og lokale miljøer indenfor i de kreative processer. Målet er at opbygge fællesskaber, der giver mennesker mod til at udtrykke sig og til at færdes i nye kontekster. Samarbejdet er dermed både en satsning omkring at skabe gode vilkår for langsigtet kunstnerisk udvikling og en investering i Aarhus som en by, hvor mangfoldighed ikke bare tolereres – men trives.
Glæde som modstandskraft
Himherandit arbejder i de kommende år med temaet ”Queer Joy as Resistance” – et fokus på glæde som skaberkraft og som svar på tidens hårde tone og anti-queer-tendenser. Glæde er her en måde at samle mennesker på og insistere på livskraft, identitet og fællesskab som en form for modstand. Sammen med byens lokale queer- og kunstmiljøer vil Åbne Scene og Himherandit skabe nye netværk og give flere mennesker adgang til scenekunst – både på og foran scenen.
Kulturhuset som platform for scenekunstens nye fortællinger
En nyere national kortlægning af scenekunsten peger på, at kulturhuse i stigende grad bliver vigtige præsentationssteder for de frie scenekunstnere i Danmark. Med samarbejdet ønsker Godsbanen at blive bannerfører for denne udvikling.
“Himherandit er en stærk scenekunstaktør i Aarhus. De har stor kunstnerisk og publikumsmæssig gennemslagskraft og dyb forankring og unikke bevægemuligheder i queer miljøet – egenskaber, som kan tilføre stor værdi til Godsbanen. De kan både give vores gæster store, kunstneriske oplevelser og bidrage til at skabe handling og forandring baseret på vores organisations værdier: Kreativitet, fællesskab og mangfoldighed. Med deres viden, metode og værker kan Himherandit være med til at ændre eksisterende strukturer og skabe adgang, plads og synlighed for dem, der ikke har det nu.”
– Trine Sørensen, Kurator og koordinator, Åbne Scene
Godsbanen afsætter årligt ca. 12 uger i Åbne Scene til samarbejdet, og Himherandits arbejde understøttes blandt andet af driftsstøtte fra Statens Kunstfond.
“For os handler samarbejdet med Godsbanen om meget mere end en scene at arbejde på. Det er et fælles projekt om at skabe rum for nye stemmer og nye måder at være sammen på. Åbne Scene deler vores ønske om at udfordre kunstens rammer og samtidig bygge fællesskaber, hvor alle kan være en del af fortællingen.”
– Andreas Constantinou, kunstnerisk leder, Himherandit Productions
“Vi ser alliancen med Himherandit som en kærkommen mulighed for at udvide Åbne Scenes aktivitetspalet. Men med dette nye samarbejde vil vi gøde udviklingen i det frie scenekunstfelt og nære det kunstneriske økosystem på nye måder. Vi er fortsat et sted for research og udvikling, men nu også et præsentationssted for premierer og publikumsrettede aktiviteter, hvor performance og inkluderende, fællesskabsdrevne praksisser mødes.”
– Marianne Grymer Bargeman, Direktør, Godsbanen.
Kontaktinfo
Kurator, Åbne Scene / Godsbanen, Trine Sørensen: trine@godsbanen.dk / +45 2633 0901
Kunstnerisk leder, Himherandit, Andreas Cnstantinou: andreas@himherandit.com / +45 2339 9349
OM GODSBANEN
Godsbanen er et 10.500 m2 stort kulturhus og kulturproduktionscenter i hjertet af Aarhus. Godsbanen tilbyder unikke rammer, bæredygtige fællesskaber og udviklende arbejdsrum for kunstnere, kulturprofessionelle og for alle andre, der er interesserede i kunst og kultur.
Se mere på godsbanen.dk
OM ÅBNE SCENE
Åbne Scene er et risikovilligt arbejdsrum for professionel scenekunst. En black box, hvor eksperimentet og processen har plads. Hvor der er tid og frihed til at udvikle, udveksle og undersøge. Være nysgerrig og blive klogere. Åbne Scene er ikke et klassisk teater, der primært præsenterer et repertoire af færdige forestillinger, men et open call-baseret residens-program for kunstneriske eksperimenter, research og arbejdsvisninger.
Se mere på aabnescene.dk
OM HIMHERANDIT
HIMHERANDIT er et prisvindende performancekompagni ledet af Andreas Constantinou, og er et af de førende queer-kunstkompagnier i Danmark. HIMHERANDIT bevæger sig på tværs af genrer som performancekunst, fysisk teater, immersivt teater, dans og storskalavideoinstallationer. Kompagniet udvikler projekter, der udfordrer, provokerer og engagerer publikum i dialog om sociale emner, som ofte kan være svære at nærme sig.
Se mere på himherandit.com
LÆS MERE om samarbejdet og værkserien Queer Joy as Resistance på aabnescene.dk