ALL RISE – ny totalinstallation i Godsbanens Rå Hal
I en tre-årig periode inviterer Godsbanen i Aarhus hvert år en markant dansk kunstner eller kunstnergruppe til at skabe en udstilling til kulturproduktionscentrets 1200 m2 store Rå Hal i de kolde måneder. Den 10. januar 2025 åbner den anden udstilling i rækken;
ALL RISE af Eliyah Mesayer – en af dansk kunsts største talenter, som netop blevet udvalgt til Statens Kunstfonds udviklingsprogram ’Den Unge Kunstneriske Elite’ (DUKE).
Sorte telte, flag, sand og sadel. Rytteren har slået lejr, og den fiktive stat Illiyeen har for første gang fået landskabelig karakter. Eliyah Mesayers totalinstallation ALL RISE overtager Godsbanen med stilistisk stramme greb i sort tekstil og læder. Med referencer til Lawrence of Arabia, Jeanne d’Arc og rytterstatuen som symbol leger Mesayer med velkendte billeder og fortællinger om erobring af land, magt og beskyttelse. Mesayer har skabt en udstilling, hvor den enkelte beskuer får midlertidigt ophold og kan gå på opdagelse, og hvem ved; måske rytteren kommer forbi?
Eliyah Mesayer (f.1987) bor og arbejder i København og tog afgang fra Det Jyske Kunstakademi i 2020. Mesayer arbejder med poesi, installation og performative værker. Et omdrejningspunkt for Mesayers praksis er den fiktive stat Illiyeen – en stat for de statsløse – som involverer hendes egen arv og samtidig er en kunstnerisk bearbejdning af tærskler mellem virkelighed og fiktion, fakta og fantasi, poesi og politik. Illiyeen eksisterer som digte, installationer, sange, kompositioner, performances og udstillinger. Illiyeen handler om historie, fortid og nutid.
ALL RISE åbner fredag den 10. januar 2025 kl. 16.00 og kan opleves i Godsbanens åbningstid frem til den 9. marts 2025. Der er gratis adgang til udstillingen.
Se i øvrigt vedhæftede invitation til åbningen d. 10. januar 2025 – alle er velkomne!
Illiyeen rejser videre til Heartland Festival i 2025 og udstillingsstedet Rønnebæksholm i 2026.
Udstillingen er støttet af Det Obelske Familiefond, Ny Carlsbergfondet og Statens Kunstfond.
FAKTA
Åbningstider
Mandag-lørdag: 8-22
Søndag: 8-18
Om Samtidskunst i Rå Hal
ALL RISE er den anden af i alt tre udstillinger under overskriften Samtidskunst i Rå Hal støttet af Det Obelske Familiefond.
Mere information om projektet her
Om Godsbanen
Godsbanen har siden sin grundlæggelse i 1923 været en katalysator for byens udvikling. Først som industri og i dag som et kreativt knudepunkt. Godsbanens Rå Hal er en del af det oprindelige bygningskompleks tegnet af DSB-arkitekten Heinrich Wenck (1851-1936). Den 100år gamle hal med de markante hetzerbuer i limtræ står næsten i sin originale form. Den er rå og uisoleret og har stadig mange små spor fra tiden som opbevaringshal for udgående gods.
Godsbanen har fra 2012 fungeret som Aarhus‘ kulturproduktionscenter, og de samlede 10.500 m2 huser en lang række faciliteter til både de kulturprofessionelle og til byens kunstinteresserede og kreative borgere. Godsbanen har omkring 700 arrangementer og 300.000 besøgende om året.
Se mere om godsbanen.dk
Info
For mere information og interviews, kontakt:
Trine Sørensen, Kunst og Kommunikation, GODSBANEN
Mobil: +45 2633 0901
Mail: mailto:trine@godsbanen.dk
//
Rebekka Laugesen, Kurator
Mobil: +45 4264 7671