søg menu
TILBAGE TIL NYHEDSOVERSIGT
14.04.2024

Aarhus Art Prize 2024

Den unge kunst i Aarhus hyldes med Aarhus Art Prize 2024

Igen i år uddeler aarhusianske kulturinstitutioner kunstpriser til unge talenter. Det sker i slutningen af april, når vinderne af Aarhus Art Prize 2024 afsløres i Jyllands-Postens foyer, hvor der også er fernisering på en udstilling af sidste års vinder, Mads Borre.

Fredag den 26. april uddeles Aarhus Art Prize til talentfulde kunstnere, som bidrager særligt til det aarhusianske kunstliv. Prisen, der består af Talentprisen og Soloprisen, gives af Kunsthal Aarhus, Godsbanen, ARoS, Aarhus Billedkunstcenter og Jyllands-Posten med støtte fra Salling Fondene. I år løftes sløret for prismodtagerne i Jyllands-Postens domicil på Aarhus Havn. Efter overrækkelsen åbner en udstilling i Jyllands-Postens foyer af sidste års vinder af Soloprisen, Mads Borre.  

Udviklende priser 

Aarhus Art Prize er blevet uddelt siden 2018 af de aarhusianske kulturinstitutioner Kunsthal Aarhus, ARoS og Godsbanen. Prisen er sat i verden for at støtte det kunstneriske vækstlag i Aarhus, fastholde kunstnerisk talent og styrke Aarhus som en levende kulturby. Fra 2023 blev prisen udvidet, så̊ den i dag består af både Talentprisen og Soloprisen. Bag prisen står nu også Aarhus Billedkunstcenter og Jyllands-Posten.    

Den første pris er Talentprisen. Den uddeles til en afgangsstuderende fra Det Jyske Kunstakademi, hvis afgangsværk har udmærket sig i særlig grad. Prisen gives for et værk udstillet på årets afgangsudstilling, som vises på Kunsthal Aarhus, og består af et beløb på 30.000 kroner samt en invitation til at afholde en artist talk på Kunsthal Aarhus. 

Den anden pris er Soloprisen. Den uddeles til en tidligere afgangselev fra et af de danske akademier (eller et tilsvarende akademi), som, senest fem år efter dimission, har sat et særligt aftryk på Aarhus gennem sit relativt nye virke. Prisen består af et karriereforløb, der udover et beløb på 30.000 kr. tilbyder kunstneren et års samarbejde med de involverede institutioner. 

Det præcise forløb for vinderen af Soloprisen 2024 tilrettelægges af prismodtageren sammen med de involverede institutioner. 

Prismodtagerne udpeges af en jury. Hvert år inviteres desuden et eksternt jurymedlem. I 2024 består juryen af: 

  •  Peter Ole Pedersen, Chefkurator, Kunsthal Aarhus 
  •  Kirstine Højmose, Leder af Aarhus Billedkunstcenter 
  •  Ellen Drude Skeel Langvold, Museumsinspektør, ARoS 
  •  Marianne Grymer Bargeman, Direktør, Godsbanen 
  •  Tina Bryld, Journalist, Jyllands-Posten 
  •  Ida Schyum, Udstillingschef, JP/Politikens Hus 
  •  Karin Salling, Bestyrelsesnæstformand, Købmand Herman Sallings Fond 

Vinder af Soloprisen 2023

Kunstneren Mads Borre blev sidste års vinder af Soloprisen, og nu åbner hans udstilling ”Tusinde tabte lommetørklæder”, som kan opleves i Jyllands-Postens foyer frem til den 5. september.  

De tabte lommetørklæder i udstillingstitlen har flere betydninger og henviser i Borres udstilling til datidens viftende victorianske lommetørklæder med romantiske og hemmelige signaler og til nutidens queerkultur. Samtidig refererer de til savn, tab og tårer, der tørres af kinden og til de menneskelige tab der fandt sted – og stadig finder sted – i forbindelse med hiv- og aids-krisen.  

Ved sirligt at ætse motiver i hvid silkevelour har Mads Borre undersøgt de relationer, der findes i romantiske møder på tværs af tid, og samtidig undersøger han tekstilets rolle i fortællingen om aids-krisen, specifik med henvisning de aids-quilts, som pårørende lavede – og stadig laver – for at mindes ofrene for aids.  

Borres forløb består også af en talk på Kunsthal Aarhus, en performance på ARoS den 22. maj samt en udstilling og en performance i Politikens Forhal fra den 13. september til den 31. oktober.  

Kom til prisoverrækkelse og fernisering 

Det er gratis at deltage i prisoverrækkelsen og udstillingsåbningen fredag den 26. april.

Registrer din deltagelse her

Aarhus Art Prize er støttet af Salling Fondene. 

For yderligere information, kontakt:  
Ida Schyum JP/Politikens Hus: aarhusartprize@jp.dk