søg menu
TILBAGE TIL NYHEDSOVERSIGT
23.02.2024

GODSBANEN SAMLER KRÆFTERNE TIL GLÆDE FOR BYENS BORGERE OG KULTURLIV

PRESSEMEDDELELSE

Aarhus, d. 22. februar 2024 

Driften af Godsbanen har i de seneste år været delt mellem Den Selvejende Institution Godsbanen (DSIG) og Aarhus Kommune: Således har kommunen bl.a. haft ansvaret for de åbne værksteder og bygningen. Nu samles det hele i DSIG under ledelse af direktør Marianne Grymer Bargeman og med virkning fra 1. april 2024. Det vedtog byrådet til byrådsmødet onsdag.

”Vi er meget glade for, at det er lykkedes at samle Godsbanen i én institution, da det både styrker den positive udvikling, vi er inde i, og Godsbanens position som en af byens mest relevante og borgernære kulturinstitutioner. Med sammenlægningen kan der skabes mere synergi, større synlighed og bedre udnyttelse af ressourcerne til glæde for de 300.000 mennesker, der årligt besøger Godsbanen,” udtaler bestyrelsesleder Peter Rønnow.

”Godsbanen er det 21. århundredes drømmeinstitution. Her kan du både opleve billedkunst, scenekunst, litteratur, musik, deltage i fællesspisning og være kreativ i værkstederne. Godsbanen er med andre ord dér, hvor borgerne og kunsten er. Fremover kan vi nu også imødekomme vores brugeres forventning om, at der er én indgang til Godsbanen uanset om du er kunstner, kulturprofessionel eller bare er nysgerrig på kunst og kultur,” siger DSIGs direktør, Marianne Grymer Bargeman og fortsætter: ”Vi har i flere år arbejdet på at manifestere os som en af de mest markante spillere på den aarhusianske kunst- og kulturscene. Med sammenlægningen får Godsbanen de bedste betingelser for at indfri denne ambition”.

Også på Rådhuset er der tilfredshed med sammenlægningen. Kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad glæder sig over den brede politiske opbakning til samlingen:

”Godsbanen er blevet en særdeles populær del af det aarhusianske kulturliv. Jeg er sikker på at samlingen giver et godt afsæt for at udvikle Godsbanen yderligere til glæde for både nuværende og kommende brugere og gæster.” 

KONTAKT OG MERE INFORMATION:

Direktør Marianne Grymer Bargeman
mgb@godsbanen.dk // +45 2271 2550

Se i øvrigt indstillingen fra byrådsmødet 21. februar 2024.

OM GODSBANEN:

Godsbanen er Aarhus’ 10.500 m2 stort kulturelt kraftcenter, der har til huse i den gamle Godsbanegård i Skovgaardsgade. Stedet byder på udstillinger, teater, oplæsninger, koncerter, markeder, fællesspisninger og meget mere. Desuden er det muligt arbejde i værkstederne og projektlokalerne, deltage i et af de mere end 700 årlige arrangementer eller måske gå en tur på taget, hvorfra man kan nyde udsigten over Aarhus og Godsbanearealet.

Mirage af Caroline Abild Jessen og Signe Klejs. Foto: Godsbanen / Anthon Jackson