søg menu
TILBAGE TIL NYHEDSOVERSIGT
19.12.2023

Godsbanens aktiviteter samles i èn organisation

Pressemeddelelse fra Kultur & Borgerservice, Aarhus Kommune

Nu skal alle Godsbanens aktiviteter samlet i én selvejende organisation. Det foreslår rådmand for Kultur og Borgerservice Mahad Yussuf, der med sammenlægningen ønsker at styrke Godsbanens profil til glæde for de mange brugere og gæster.

Hele Godsbanen skal drives af den selvejende institution Godsbanen. Det mener rådmand for Kultur og Borgerservice Mahad Yussuf. Han vil i starten af det nye år bede byrådet tage stilling til forslaget om at overføre de kommunale aktiviteter til den selvejende institution.

Ved at samle Godsbanen i én institution styrker vi Godsbanens position som en af byens mest relevante og borgernære kulturinstitutioner. Kulturproduktionscentret er blevet et utroligt populært mødested for byens borgere og gæster, og jeg er sikker på at stedet vil blomstre yderligere op og fortsætte sin enestående udvikling i fremtiden, ” siger rådmand for Kultur og Borgerservice Mahad Yussuf.

Godsbanen er et 10.500 m2 stort kulturelt kraftcenter, der har til huse i den gamle Godsbanegård i Skovgaardsgade. Stedet byder på udstillinger, teater, oplæsninger, koncerter, markeder, fællesspisninger og meget mere. Desuden er det muligt arbejde i værkstederne og projektlokalerne, deltage i et af de mere end 700 årlige arrangementer eller måske gå en tur på taget, hvorfra man kan nyde udsigten over Aarhus og Godsbanearealet.

Driften af Godsbanen har i de seneste år været delt mellem den selvejende institution Godsbanen og Aarhus Kommune. Således har kommunen blandt andet haft ansvaret for de kreative værksteder og bygningen.

Målet med sammenlægningen er at skabe mere synergi, større synlighed og bedre udnyttelse af Godsbanens ressourcer til glæde for de 300.000 mennesker, der årligt besøger Godsbanen.

Sammenlægningen giver os mulighed for at indfri Godsbanens store potentiale som ét af Danmarks største kulturproduktionscentre og et vigtigt sted for Aarhus’ kulturliv. Vi er ambitiøse på kunsten og kulturens vegne, for vi kan se, at vi er en del af løsningen på tidens store udfordringer. Tiden kræver, at vi står sammen, og skaber rum for kreativitet og fællesskaber. Godsbanen er født med stor nysgerrighed og innovationskraft. Det arbejde kan vi gøre endnu bedre, når vi forhåbentlig bliver samlet til én organisation i 2024,” siger direktør på Godsbanen Marianne Grymer Bargeman

Byrådet skal tage stilling til rådmandens forslag i begyndelsen af 2024

For yderligere oplysninger kontakt:
– Presse- og kommunikationschef Michael Jaap på telefon 40 22 87 99