søg menu
TILBAGE TIL NYHEDSOVERSIGT
27.01.2020

Foyermøblerne skal renoveres

Takket være Salling Fondene kunne Godsbanen i 2016 indvie nye foyermøbler. Møblerne har været en enorm succes, og rigtig mange bruger dem til en lille pause, hygge, møde, kaffe og madpakker. Det ses. Trods løbende vedligehold er møblerne ved at være så slidte og ramponerede, at der måtte gøres noget.
Godsbanen og arkitekt Morten Kokkendoff, der har tegnet møblerne, søgte endnu engang hjælp hos Købmand Herman Sallings Fond, der generøst har doneret næsten 140.000 kr. til projektet, der nu sættes i gang. Der skal monteres nye hjul, hjørneforstærkning, og ikke mindst nyt betræk.

Renoveringen kommer til at foregå løbende i ugerne 5-8, hvor sæder og rygge sendes ud af huset, så i den periode sidder man lidt mindre blødt end vanligt på Godsbanen.

Morten Kokkendoff fortæller: ”Vi har valgt brunt læderlook med stofryg, fordi det er slidstærkt, smukt og giver glød og varme til Godsbanens rå betonmiljø.”
Godsbanens administrationschef, Tina Hjardgaard, er selvfølgelig også glad: ”Vi på Godsbanen er meget taknemlige for Herman Sallings Fondens flotte donation, der gør det endnu mere attraktivt for vores ca 300.000 årlige brugere at hygge sig hernede.”

Mandag d. 2. marts kl. 13-14 inviterer Godsbanen til en lille, uformel reception, hvor de renoverede møbler præsenteres og kan prøvesiddes i Foyeren.