Godsbanen, Kunsthal Aarhus og ARoS bag kunstpris
ART AARHUS-PRISEN GÅR TIL…
I dag, fredag den 24. maj 2019 klokken 12.30, blev kunstprisen ART Aarhus uddelt på Kunsthal Aarhus. Initiativtagerne bag prisen er Kunsthal Aarhus, Godsbanen og ARoS. Prisen gives til en afgangsstuderende fra Det Jyske Kunstakademi, og det er anden gang, at prisen uddeles. I år går den til Matilde Mørk for performancen Løber dit spor i sølv?
Juryen, der består af kunstfaglig direktør for Kunsthal Aarhus Jacob Fabricius, overinspektør for ARoS Lise Pennington og leder af Aarhus Billedkunstscenter Kirstine Højmose (på vegne af Godsbanen), siger i begrundelsen:
” Med både betydningsladede objekter og rumlige greb, indtager Mathilde Mørks installation kunsthallens rum med en særlig fysisk rytme, der – selv uden de mange performende dansere – fremstår helstøbt.
Der sker noget indenfor performancekunsten i disse år, og det er imponerende at det allerede ses hos årets afgangselever fra Det Jyske Kunstakademi, sådan som det er tilfældet hos Matilde Mørk. Under performancen vred danserne sig med store glassnegle i langsomme elektriske bevægelser på gulvet, savlede, og strøg sig op ad søjler og vægge i en ordløs kommunikation, men med kropslige udsagn. Relationerne mellem objekter, rum og mennesker står helt centralt, hvor tilstedeværelsen af levende kroppe i udstillingsrummet i dette tilfælde er et effektfuldt greb.
Det er et ambitiøst afgangsværk, der med kropsligt og objektmæssigt nærvær har et højt niveau, der tegner en praksis, der bliver værd at følge.Vinden i ryggen, hovedet højt og stort tillykke.”
Prisen skal skabe opmærksomhed om de debuterende kunstnere og give en stærk repræsentant for den unge scene en god start på kunstlivet. Prisen skal også være med til at skabe et levende kunstmiljø i Aarhus på tværs af institutionerne.
Udover titlen følger:
-
- Et økonomisk skulderklap på 20.000kr
- En artist talk på Kunsthal Aarhus
- Et portræt ”Ugens Kunstner” i Kunsten.nu og en omtale i magasinet Fine Spind.
- Mulighed for en måneds ophold i det åbne atelier i ARoS Public inkl. gratis ophold på Godsbanen (gæsteværelser) samt månedskort til værkstederne og mulighed for at lave en artist talk eller en mindre udstilling/udsmykning på Godsbanen i samarbejde med Aarhus Billedkunstcenter.
Se mere om ARoS Atelier på www.aros.dk/atelier