TEMA: Rummelighedog gode resultater

Virksomhedscenter Godsbanen skaber resultater med individuelle forløb for mennesker på kontanthjælp og sygedagpenge

Vejlederne i Godsbanens virksomhedscenter hjælper hvert år cirka 40 personer videre på deres vej til at blive selvforsørget. Nedenfor har kan du læse om vejlederne og to af de tidligere praktikanter.

I artiklen En rummelig tilgang får mennesker videre fortæller vejlederne om, hvordan de møder hver enkelt praktikant der, hvor han eller hun er.

Du kan også møde Henriette, der er kommet videre til et job i en børnehave – det er i artiklen Fra kontanthjælp til job i børnehave

I artiklen Fik hjælp til at finde sig selvfortæller Tina om, hvad der fik hende videre til det fleksjob i det lokalcenter, hvor hun stadig er i dag tre år efter.

Tekst og foto: Eva Lisby

Rummelighed og gode resultater

En rummelig tilgang får mennesker videre

grafik

Der er plads til at snakke om dårlig økonomi og andre frustrationer i et praktikforløb i Virksomhedscenter Godsbanen.

”Det hele er del af det menneske, som kommer til os. Hvis ikke vi tager os af problemet på alle mulige planer, så kommer det ikke til at fungere for praktikanterne. Så kan vi ikke rykke i forhold til, at de kan forsørge sig selv i sidste ende,” siger Heidi Corfitz Møller Frederiksen, der er vejleder og koordinator i Virksomhedscenter Godsbanen.

De i alt tre vejledere på virksomhedscentret har derfor ingen berøringsangst over for, hvad de vil snakke med praktikanterne om.

”Vi snakker med dem om alt det svære: det, som de trætte af og gerne vil væk fra som fx dårlig økonomi, manglende bolig, manglende socialt netværk, frustration over systemet eller deres situationen i det hele taget. Men vi taler også om det, som de er glade for og gerne vil hen til,” fortæller Heidi Corfitz Møller Frederiksen, der også var vejleder for Henriette Wisti Skovrup igennem hendes 13 måneder i virksomhedscentret.

Hun sammenligner opgaven for nogle af praktikanterne med at stå over for et puslespil, hvor der er fjernet nogle af brikkerne.

”Det puslespil, som er ens liv, forandrer sig pludselig, fordi du har fået en diagnose, en skade, eller nogle begrænsninger. Der er lige fjernet en tredjedel af de brikker, som gjorde at du kunne en masse ting – så du skal lige samle det puslespil igen. Og hvordan gør vi lige det?”

Starter forfra
Virksomhedscenter Godsbanen har plads til 20 praktikanter ad gangen. Den yngste lige nu er i 20-erne og den ældste 60. Vejlederne møder hver ny praktikant lige der, hvor han eller hun er, fortæller vejleder Gitte Sønder Karvonen.

Alt ved dem er forskelligt; det ikke kun deres alder. Så vi starter forfra hver gang med at finde ud af: hvem er det, og hvordan skal vi tale med den person? Hvad indeholder det her menneskes liv? Hvad kunne være de gode ting, vi skal have med, og hvilke sten skal vi kravle over. Og hvordan gør vi det?”

Gitte Sønder Karvonen, der var vejleder for Tina Hammershøy, tog sammen med en tidligere kollega på Huset i Aarhus for fem år siden initiativ til at starte det, som i dag er blevet til Virksomhedscenter Godsbanen. Afsættet var at lave afklaring på den bedste måde.

”I min erfaring med målgruppen fra andre arbejdspladser har jeg altid ment, at der manglede noget. Så vi nåede frem til, at i den bedste afklaring er praktikken vigtig, men også det at have sin vejleder samme sted som praktikforløbet. Og helhedsindsatsen er vigtig,” siger hun.

Ses i hverdagen
Det er netop det, at praktikanterne og vejlederne kan se hinanden i hverdagen, som er med til at flytte noget.

”Praktikanterne ser os også i situationer, hvor det ikke er dem, vi skal snakke med. De ser mig komme blæsende forbi på vej til et møde. På den måde virker vi meget som mennesker og ikke som et lille vindue, de kun har en times snak med engang imellem,” siger Gitte Sønder Karvonen.

Selve praktikstedet betyder også noget, mener Heidi Corfitz Møller Frederiksen:

”Det er hele sammenhængen med Godsbanen, som er et sted med højt til loftet og en god atmosfære. Det er let at være særlig her. Lettere at være lidt kantet.”

Bliver praktikanterne væk uden at give besked, bliver fraværet registreret, men de bliver ikke trukket i penge. Det er hverken en mulighed, vejlederne har, eller en metode, de ville vælge, fortæller Gitte Sønder Karvonen.

”I stedet siger jeg til praktikanterne, at hvis de bliver væk uden at give besked, og jeg ikke kan få fat på dem, så bliver jeg, personen, mennesket Gitte, bekymret. Så de skal give besked, for de kan ikke være andet bekendt over for mig. Så det gør de, i det store hele. Hvis de vedvarende ikke er i stand til at møde op, giver det ikke mening at være her. Så er det ikke det rigtige tilbud. Men vi bruger ikke sanktioner.”

Elastik i møderne
Når vejlederne skal have et møde eller en snak med en af praktikanterne, kan rammerne være meget forskellige. Det afhænger af praktikanten, forklarer Heidi Corfitz Møller Frederiksen.

”Hvis der er en, som har det bedst med at snakke sammen, når vi går en tur – ja, så går vi en tur. Det behøver ikke være en samtale, der foregår på hver sin side af et bord.”

Faktisk kan bordet være en stopklods for at tale sammen.

”Hvis man sætter sig på hver sin side af et bord, og der så er en der siger, hvordan går det så? Det er jo ikke et spørgsmål, man er i stand til at svare på. Alt lukker ned. Det er nogle helt andre ting, der er på spil.”

Tidspunkterne for møderne er der også elastik i.

”Det som er godt for den enkelte, viser sig hen ad vejen. En vil helst mødes hver tirsdag formiddag, for det har hun det bedst med. En anden vil hellere bare mødes, når det lige passer ham.

Der er ikke så meget, der ikke kan laves om, for intet står jo skrevet i sten. Man kan også have en god og en skidt periode som praktikant – derfor bytter vi rundt på ting, så det passer langt hen ad vejen.”

Samarbejder bredt
Vejlederne har et bredt samarbejde med alle, der er nødvendige for den enkelte praktikants situation.

”Der er ikke nogen, vi ikke kan trække på: vi kan have fat i bostøtte, mentor, psykolog, læge, mor, far eller kæreste. Jobcentrets sagsbehandler og virksomhedskonsulent er naturligt inde over,” forklarer Heidi Corfitz Møller Frederiksen.

Når virksomhedscentret skal have en ny praktikant, kan der være jobcentret, der henvender sig med en potentiel kandidat og spørger, om vejlederne kan se nogen muligheder for vedkommende på Godsbanen. Det kan også være vejlederne, der melder ledige pladser ind til jobcentret. Derfra er opgaven at matche praktikanterne og det sted, de skal være.

”Det er bedst, at praktikanterne har en ide om, hvad de godt kunne tænke sig. Der er jo forskel på at være i Spiselauget og i Metalværkstedet. Vi ser også på, om det er et sted med meget eller lidt brugerkontakt,” siger Heidi Corfitz Møller Frederiksen.

”Nogle gange kan det handle mere om arbejdsmiljøet, end selve funktionen: at man kan trække sig tilbage og snitte grønsager, eller at man netop ikke kan. Eller at kunne gå alene som pedel, eller slet ikke kunne gå alene,” uddyber Gitte Sønder Karvonen.

Krop og psyke
Når praktikanterne begynder på deres praktik får de alle et tilbud og en opfordring om at deltage i et forløb et par timer hver torsdag om blandt andet krop og afspænding. Det står virksomhedscentrets tredje vejleder Karen Kirstine Hasseriis for.

”Det kan hjælpe nogle til at blive opmærksomme på, hvordan krop og psyke hænger sammen, når de opdager, hvordan man kan påvirke psyken ved fx at få bevæget kroppen,” forklarer hun.

Karen Kirstine Hasseriis holder forskellige oplæg om vekselvirkningen mellem krop og psyke: fx om smerter, der kan medføre en depression, og om angst, stress og depression, der kan give en spændt og fastlåst krop.

Forløbet består af en blanding af oplæg, bevægelse og mindfulness.

”I mindfulness kan praktikanterne træne det at forholde sig til deres tanker og det, der begrænser dem både i det ydre og i det indre – og herved lære at gruble mindre og ikke dømme sig selv så hårdt.”

Derudover er der også gruppesamtaler.

”Fordelen ved gruppesamtalerne er, at praktikanterne kan spejle sig i hinanden og se, at der er andre i samme båd.”

Noget andet, som hun og de øvrige to vejledere arbejder med, er også at bygge selvværdet op hos de praktikanter, som har brug for det.

”Vi arbejder med at skabe små sejre og at skubbe til overbevisninger om, at man er begrænset. Vi anerkender, at de er udfordret på forskellige områder, men derfra hjælper vi dem med at opstille en plan, så vejen frem bliver overskuelig at gå. Og så begynder vi langsomt at skrue op for opgaverne, når de oplever de første succes’er,” forklarer Karen Kirstine Hasseriis.

Ud på den anden side
At nogle af praktikanterne kan have meget brug for succes, er hævet over enhver tvivl. De kommer simpelt hen ud for en byge af ulykker, fortæller Gitte Sønder Karvonen:

”Nogle af dem kommer ud for alt, mens de er her: kæresten går, moren dør, de mister deres bolig, mister et tillæg, taber deres telefon – alt sker for dem. Samtidig er de måske i behandling for en eller anden sygdom, og så viser det sig, at de får en anden sygdom også. De oplever det som en lang række af ulykker, og vi skal så være med til at hjælpe dem at bevare troen på, at de kan komme igennem det. Og at der er noget på den anden side, og at den ikke bliver ved, denne her byge, når vi sidder for femte gang, og der er sket noget nyt.”

De situationer kan også være svære for vejlederne, fortæller Heidi Corfitz Møller Frederiksen.

”Det er hårdt at sidde med, og man giver meget af sig selv. Vi er jo vores eget arbejdsredskab et eller andet sted, og der er det godt at have sine kolleger at sparre med.”

Som regel hører ulykkerne da også op på et tidspunkt, og der er glæden lige så stor hos vejlederne.

”Når det så vender og begynder at gå godt – det er jo det, som driver det hele. Og så er det jo helt fantastisk at have fået lov til at være med på rutsjetur, de har taget. Det er en kæmpegave,” siger Gitte Sønder Karvonen.

Fra kontanthjælp til job i børnehave

grafik

En håndholdt indsats og et jobopslag gjorde Henriette selvforsørget.

”Det er et rigtigt job! Et normalt job,” udbryder 23-årige Henriette Wisti Skovrup.

I første omgang tror hun, at hun skal til samtale på et løntilskudsjob i Lauge Kochs Børnehave i Aarhus. Hun er ved at være igennem et praktikforløb i Virksomhedscenter Godsbanen, og hendes jobkonsulent fra Jobcenter Aarhus har set opslaget fra børnehaven og arrangeret samtalen, som hun tager til. Det er i februar i år.

Efter samtalen får hun den besked, at børnehaven gerne hyre hende på helt almindelige vilkår til at stå for køkkenet mandag til fredag fra 10.15 – 13.15.  Her skal hun tage imod maden fra hovedkøkkenet i Alexandrines Børnehave, rette den an, dække borde, servere, gøre rent på stuerne efter maden og skære frugt.

Det har hun nu gjort lige siden.

”Jeg er blevet selvforsørgende, og det er rigtig rart: Jeg føler mig ikke længere så handicappet og special case-agtig, som når jeg er på en ydelse.”

Henriette Wisti Skovrup oplever også, at noget andet ændrer sig.

”Jeg fungerer meget bedre nu.  Jeg tager mit eget ansvar mere seriøst, og jeg har en anden mental indstilling,” forklarer hun.

Mere stabil
Det er ansvaret, der gør forskellen for Henriette Wisti Skovrup.

”Der er en mening med, at jeg er her. Hvis ikke jeg er i køkkenet 10.30, går der kaos i den. Sådan har jeg aldrig følt i de forskellige former for erhvervsaktive ting, jeg har været sendt ud i. Der har jeg ikke haft ansvar for noget.”

Tidligere har hun haft kæmpet en forgæves kamp for at møde op hver dag, fordi hun havde svært ved at sove om natten.

”Jeg har været sur på mig selv, fordi jeg forsøgte mange forskellige teknikker, men alligevel ikke kunne styre det. Til sidst holdt jeg op med at prøve. Det var også så pinligt at skulle ringe og fortælle, at jeg igen havde sovet over – så jeg holdt op med at give besked.”

Men nu er tingene vendt, takket være hjælp fra hendes bostøtte, fra vejlederen i Virksomhedscentret plus noget medicin. Selv om hun ind imellem sover dårligt, får det hende ikke til at blive hjemme.

”Det kommer bag på mig, hvor godt jeg klarer det.”

ADHD diagnose
Så lyst så alting ikke ud, da Henriette Wisti Skovrup for fem år siden gik ned på jobcentret. Hun mente, der var noget galt med hendes hoved. På det tidspunkt havde hun en afsluttet folkeskole bag sig, et forløb på Gøglerskolens artistlinje og tre afbrudte HF-uddannelser.

”Jeg troede, jeg var deprimeret, og det mente min læge også.”

Hun kom på arbejdsmarkedscentret for at få testet sin erhvervsevne, og hun var i praktik i en SFO. Den var ikke så vellykket, syntes hun. Heldigvis foreslog en psykolog at teste hende for en opmærksomhedsforstyrrelse. Det betød, at Henriette Wisti Skovrup som 20-årig fik en ADHD diagnose.

”Pludselig gav det mening, at tingene var gået, som de var. Så det var godt at få.”

I dag får hun medicin for sin ADHD, og hun er stadig i gang at lære at leve med en sådan diagnose.

” Det er ikke en proces, som jeg er færdig med, men det går meget bedre: Jeg ved, at det er godt for mig at lave fysisk træning. Og jeg skal ikke være bange for at udfordre mig selv og turde komme ud af komfortzonen.”

På kontor hos Teater Katapult
Efter Arbejdsmarkedscentret begyndte Henriette Wisti Skovrup i et praktikforløb på Virksomhedscenter Godsbanen.

Praktikdelen foregik på Teater Katapult, hvor hun blev kontormedhjælper på den daværende lillesøster-scene Ambassaden. Her var hun i forvejen frivillig.

Og selv om hun stadig havde det svært i forhold til at møde stabilt op, var hun glad for at være der.

”Jeg lærte at have med penge at gøre: jeg lærte at lave regnskab, og jeg betjente folk i caféen. Jeg er galopperende talblind, så det var meget grænseoverskridende for mig.”

Blev taget seriøst
Ved siden af praktikken havde Henriette Wisti Skovrup sin faste vejleder i virksomhedscentret.

”Det hjalp mig rigtig meget, fordi hun tog mig seriøst. De fleste andre har forsøgt at normalisere mig og få mig til at blive fx frisør. På Godsbanen prøvede min vejleder ihærdigt at finde ud af, hvordan jeg kunne komme derhen, hvor jeg gerne ville være.”

Henriette Wisti Skovrup ville gerne være skuespiller, og det måtte godt ske på en skole i udlandet. Sammen med vejlederen nåede hun frem til, at hun i første omgang skulle tage en  HF Stage, som er en HF uddannelse i et samarbejde mellem Teaterhuset Filuren og VUC Aarhus. Hun var egentligt blevet optaget i sommer og skulle bare have et rengøringsjob for at tjene penge i ventetiden. Så var det, at jobbet i Lauge Kochs Børnehave dukkede op.

”Lige nu laver jeg noget, som gør mig glad: jeg kan passe arbejdet og samtidig har jeg tid til lave gadeteater og alt det andet, som også giver mening – og som udvikler mig. Jeg dur ikke til at sidde stille på en skolebænk. Det vil kræve for meget af min headspace at skulle passe uddannelsen samtidig. Derfor har jeg sagt uddannelsen fra, og det er sket i samarbejde med min psykolog.”

Henriette Wisti Skovrup forsætter i stedet med de 15 timer i børnehaven, som hun lige akkurat kan leve af. Men ved siden af tjener hun ind imellem penge ved teaterarbejdet.

Det er fx at lave gadeteater i Horsens til Dansens Dag, ildgøgl til Sankt Hans, ansigtsmaling og burlesk performance. Hun er også med i foreningen Cabaresque.

”Jeg har altid lavet 180 milliarder teaterting, og det kan jeg slet ikke lade være med. Det er den vej, jeg vil – og det gør jeg ved at gøre det. Det er ikke noget for mig med en fancy skole. Der er så mange forskellige måder at gå, alt efter hvilken person man er.”

Et menneske med ressourcer
Når Henriette Wisti Skovrup skal sige, hvad det er, som bedst har hjulpet hende gennem det hele, er det følelsen af at være blevet lyttet til og taget seriøst af både vejlederen på Godsbanen og jobkonsulenten.

”De så mig som et menneske med mange kompetencer og ressourcer, der bare skulle videre. De turde kaste mig ud på dybt vand i forhold til jobbet. Og de var ikke bange for at følge op på det. På den måde var de lidt alternative.”

Jobbet i børnehaven betød også en afslutning på praktikforløbet på Godsbanen, men hun fik lov til at beholde vejlederen som mentor et par måneder efter.

”Det fungerede rigtig godt som overgang, men det måtte gerne have fortsat noget længere.”

Fik hjælp til at finde sig selv

tina-slider-img_8761-medium

Et afklarings- og praktikforløb i på Godsbanen hjalp Tina Hammershøy tilbage i job.

”Det vigtigste var, at jeg kunne være mig selv – og at det var ok at være mig.”

Sådan siger 53-årige Tina Hammershøy om de otte måneder, hun deltog i et afklarings- og praktikforløb på Godsbanen i 2013. I dag arbejder hun i plejeafdelingen på Lokalcenter Møllestien i det centrale Aarhus. Det har hun gjort, siden hun blev godkendt til et fleksjob i oktober for tre år siden.

Tina Hammershøy havde været igennem nok, da hun i 2012 som fyret efter en sygemelding hørte om, at man kunne blive arbejdsprøvet på Godsbanen. Hun var blevet opereret for brystkræft og havde fået kemokur. Og da hun et par måneder senere begyndte at arbejde igen, blussede en arvelig slidgigt op, så hun aldrig skulle regne med hverken at kunne genoptage sit job som sosu-hjælper på et plejehjem eller sit kontorjob fra endnu tidligere.

”Jeg havde ondt i hele kroppen, så jeg ikke kunne være til nogen steder,” fortæller hun.

Flerstrenget forløb
Forløbet på Godsbanen har bestået af et praktikforløb på et af Godsbanens Åbne Værksteder og et forløb med massage/meditation og vejledning, både individuelt og i grupper. Begge dele er vigtige:

”Man kan godt arbejde med det ydre, men hvis ikke resten er med, nytter det ikke noget. Jeg lærte, at fysikken og psyken følges ad, og det har jeg fået meget ud af. Jeg kommer ikke fra en verden, hvor man går op i det.”

Noget, som stadig står stærkt for Tina Hammershøy, er den modtagelse hun fik:

”Den var god, åben og hjertelig. Det var vildt fedt, for jeg følte mig så velkommen.”

Hun begyndte på Grafisk Værksted med bare fem timer om ugen, hvor hun servicerede kunderne i skranken og ellers hjalp brugerne ved computerne. Langsomt gik hun op på 14 timer – men hver gang, hun gik over det timetal, fik hun ondt i kroppen og blev ked af det.

”De var gode på grafisk til at se, når jeg havde ondt, og så få mig til at sætte mig ned. Jeg fik ufattelig meget hjælp til at gå ind i mig selv og finde mine egne grænser. Og jeg lærte min krop 100 gange bedre at kende,” fortæller Tina Hammershøy.

Massage- og meditationsforløbet med vejlederen i Virksomhedscentret var også vigtigt i den proces.

”Jeg brød mig faktisk ikke om det i starten, fordi der kom så mange forskellige følelser frem, men det hjalp mig meget til at komme i kontakt med mig selv.”

Kaffe, damefrisør og tøjvask
I løbet af praktikforløbet måtte Tina Hammershøy erkende, at hun aldrig ville komme tilbage i et arbejde på fuld tid. Men derfra gik det stærkt: Hun blev godkendt til et fleksjob, og umiddelbart efter begyndte hun i et sådant hos de 29 beboere på 2. sal i plejeafdelingen på Lokalcenter Møllestien. 14,5 timer om ugen har hun, fordelt på fire dage fra 10.30 – 13.00.

”Jeg er havnet på min rette hylde, og jeg har det så utrolig godt her. Min mand og min søn siger, at det har gjort mig til en helt anden person end da jeg gik og var syg og ikke vidste, hvad jeg skulle. Jeg er blevet gladere, mere afslappet og har fået mere energi.”

Sammen med en anden medarbejder i fleksjob laver hun alt det, som det øvrige personale på plejeafdelingen ikke har tid til. Hun hjælper med at rette frokost an, servere og made de beboere, som ikke selv kan spise. Hun er hovedansvarlig for beboernes tøjvask og mærkning af deres tøj. Hun sætter sig ind til beboerne med en kop kaffe og sludrer, når der er brug for det. Eller hun samler dem i en gruppe og læser højt for dem, tager dem med ned i haven eller kører dem ud i det blå i lokalcentrets bus.

Skal en af beboerne til damefrisør, tandlæge, læge eller på sygehus, er hun med. Og når der skal købes nye briller. Opgaverne er mange og varierede.

”Det betyder så meget for mig at have et arbejde og at kunne bruges, så meget som jeg kan her. Jeg elsker det, og for mig er det også en identitet,” siger hun.

FAKTA

Virksomhedscenter Godsbanen
Virksomhedscentrets målgruppe er sygedagpengemodtagere, uddannelsesparate under 30 år og personer på kontanthjælp over 30 år.

Gruppen består både af personer med en spinkel eller slet ingen tilknytning til arbejdsmarkedet, og personer med et langt arbejdsliv bag sig. Der er 20 praktikanter ad gangen i 13 uger som udgangspunkt, men det kan forlænges i særlige tilfælde. Der er cirka 40 praktikanter på et år.

Praktikanterne kommer via Jobcenter Aarhus. Kravet er, at forløbet er relevant, og at praktikanterne er motiverede. De må ikke have et aktivt misbrug, da vejlederne i virksomhedscentret ikke har tid eller redskaber til at arbejde med dette.

Metode
Praktikanterne kommer i arbejdsprøvning, hvor de får afdækket ressourcer og barrierer, og de får vejledning med hensyn til at vælge et nyt arbejdsområde eller en (ny) uddannelse. Praktikanterne er ofte udfordret på et eller flere af følgende områder: helbred, økonomi, boligsituation, relation til arbejdsmarked/uddannelsessystem eller manglende socialt netværk. I forløbet bliver der taget udgangspunkt i den samlede situation, den enkelte står i.

Vejlederne
De tre vejledere har forskellige uddannelser og erfaringer med ind i arbejdet:

Heidi Corfitz Møller Frederiksen er cand.mag. i Antropologi og har arbejdet med socialt udsatte i jobcenterregi i syv år.

Gitte Sønder Karvonen er socialrådgiver og har i mange år arbejdet med personer på kontanthjælp eller sygedagpenge.

Karen Kirstine Hasseriis er sygeplejerske, har en PD (pædagogisk diplom) i psykologi. Hun har flere års erfaring med at arbejde med mindfulness, krop og afspænding.