TEMA: Rummelighedog gode resultater

Virksomhedscenter Godsbanen skaber resultater med individuelle forløb for mennesker på kontanthjælp og sygedagpenge

Vejlederne i Godsbanens virksomhedscenter hjælper hvert år cirka 40 personer videre på deres vej til at blive selvforsørget. Nedenfor har kan du læse om vejlederne og to af de tidligere praktikanter.

I artiklen En rummelig tilgang får mennesker videre fortæller vejlederne om, hvordan de møder hver enkelt praktikant der, hvor han eller hun er.

Du kan også møde Henriette, der er kommet videre til et job i en børnehave – det er i artiklen Fra kontanthjælp til job i børnehave

I artiklen Fik hjælp til at finde sig selvfortæller Tina om, hvad der fik hende videre til det fleksjob i det lokalcenter, hvor hun stadig er i dag tre år efter.

Tekst: Eva Lisby

Rummelighed og gode resultater

En rummelig tilgang får mennesker videre

Der er plads til at snakke om dårlig økonomi og andre frustrationer i et praktikforløb i Virksomhedscenter Godsbanen.

”Det hele er del af det menneske, som kommer til os. Hvis ikke vi tager os af problemet på alle mulige planer, så kommer det ikke til at fungere for praktikanterne. Så kan vi ikke rykke i forhold til, at de kan forsørge sig selv i sidste ende,” siger vejlederne.

”Vi snakker med dem om alt det svære: det, som de trætte af og gerne vil væk fra som fx dårlig økonomi, manglende bolig, manglende socialt netværk, frustration over systemet eller deres situationen i det hele taget. Men vi taler også om det, som de er glade for og gerne vil hen til”

Starter forfra
Virksomhedscenter Godsbanen har plads til 20 praktikanter ad gangen. Vejlederne møder hver ny praktikant lige der, hvor han eller hun er.

Alt ved dem er forskelligt; det ikke kun deres alder. Så vi starter forfra hver gang med at finde ud af: hvem er det, og hvordan skal vi tale med den person? Hvad indeholder det her menneskes liv? Hvad kunne være de gode ting, vi skal have med, og hvilke sten skal vi kravle over. Og hvordan gør vi det?”

Ses i hverdagen
Det er netop det, at praktikanterne og vejlederne kan se hinanden i hverdagen, som er med til at flytte noget.

Selve praktikstedet betyder også noget.

Hele sammenhængen med Godsbanen, som er et sted med højt til loftet og en god atmosfære. Det er let at være særlig her. Lettere at være lidt kantet.

Bliver praktikanterne væk uden at give besked, bliver vejlederne og praktikstedet bekymret. Så derfor hører vejlederne og praktikstedet gerne om fraværet.

Elastik i møderne
Når vejlederne skal have et møde eller en snak med en af praktikanterne, kan rammerne være meget forskellige. Det afhænger af praktikanten.

Sommetider foregår møderne på en gåtur og sommetider i et lokale, det anhænger af, hvad praktikanten lige ønsker den dag.

Tidspunkterne for møderne er der også elastik i.

Det som er godt for den enkelte, viser sig hen ad vejen. En vil helst mødes hver tirsdag formiddag, for det har hun det bedst med. En anden vil hellere bare mødes, når det lige passer ham.

Samarbejder bredt
Vejlederne har et bredt samarbejde med alle, der er nødvendige for den enkelte praktikants situation.

”Der er ikke nogen, vi ikke kan trække på: vi kan have fat i bostøtte, mentor, psykolog, læge, mor, far eller kæreste. Jobcentrets sagsbehandler og virksomhedskonsulent er naturligt inde over,” forklarer vejlederne.

Praktikstedet
Det er bedst, at praktikanterne har en ide om, hvad de godt kunne tænke sig. Der er jo forskel på at være i Spiselauget og i Metalværkstedet. Vejlederne ser også på, om det er et sted med meget eller lidt brugerkontakt,

 

Fra kontanthjælp til job i børnehave

grafik

En håndholdt indsats og et jobopslag gjorde Henriette selvforsørget.

”Det er et rigtigt job! Et normalt job,” udbryder 23-årige Henriette Wisti Skovrup.

I første omgang tror hun, at hun skal til samtale på et løntilskudsjob i Lauge Kochs Børnehave i Aarhus. Hun er ved at være igennem et praktikforløb i Virksomhedscenter Godsbanen, og hendes jobkonsulent fra Jobcenter Aarhus har set opslaget fra børnehaven og arrangeret samtalen, som hun tager til. Det er i februar i år.

Efter samtalen får hun den besked, at børnehaven gerne hyre hende på helt almindelige vilkår til at stå for køkkenet mandag til fredag fra 10.15 – 13.15.  Her skal hun tage imod maden fra hovedkøkkenet i Alexandrines Børnehave, rette den an, dække borde, servere, gøre rent på stuerne efter maden og skære frugt.

Det har hun nu gjort lige siden.

”Jeg er blevet selvforsørgende, og det er rigtig rart: Jeg føler mig ikke længere så handicappet og special case-agtig, som når jeg er på en ydelse.”

Henriette Wisti Skovrup oplever også, at noget andet ændrer sig.

”Jeg fungerer meget bedre nu.  Jeg tager mit eget ansvar mere seriøst, og jeg har en anden mental indstilling,” forklarer hun.

Mere stabil
Det er ansvaret, der gør forskellen for Henriette Wisti Skovrup.

”Der er en mening med, at jeg er her. Hvis ikke jeg er i køkkenet 10.30, går der kaos i den. Sådan har jeg aldrig følt i de forskellige former for erhvervsaktive ting, jeg har været sendt ud i. Der har jeg ikke haft ansvar for noget.”

Tidligere har hun haft kæmpet en forgæves kamp for at møde op hver dag, fordi hun havde svært ved at sove om natten.

”Jeg har været sur på mig selv, fordi jeg forsøgte mange forskellige teknikker, men alligevel ikke kunne styre det. Til sidst holdt jeg op med at prøve. Det var også så pinligt at skulle ringe og fortælle, at jeg igen havde sovet over – så jeg holdt op med at give besked.”

Men nu er tingene vendt, takket være hjælp fra hendes bostøtte, fra vejlederen i Virksomhedscentret plus noget medicin. Selv om hun ind imellem sover dårligt, får det hende ikke til at blive hjemme.

”Det kommer bag på mig, hvor godt jeg klarer det.”

ADHD diagnose
Så lyst så alting ikke ud, da Henriette Wisti Skovrup for fem år siden gik ned på jobcentret. Hun mente, der var noget galt med hendes hoved. På det tidspunkt havde hun en afsluttet folkeskole bag sig, et forløb på Gøglerskolens artistlinje og tre afbrudte HF-uddannelser.

”Jeg troede, jeg var deprimeret, og det mente min læge også.”

Hun kom på arbejdsmarkedscentret for at få testet sin erhvervsevne, og hun var i praktik i en SFO. Den var ikke så vellykket, syntes hun. Heldigvis foreslog en psykolog at teste hende for en opmærksomhedsforstyrrelse. Det betød, at Henriette Wisti Skovrup som 20-årig fik en ADHD diagnose.

”Pludselig gav det mening, at tingene var gået, som de var. Så det var godt at få.”

I dag får hun medicin for sin ADHD, og hun er stadig i gang at lære at leve med en sådan diagnose.

” Det er ikke en proces, som jeg er færdig med, men det går meget bedre: Jeg ved, at det er godt for mig at lave fysisk træning. Og jeg skal ikke være bange for at udfordre mig selv og turde komme ud af komfortzonen.”

På kontor hos Teater Katapult
Efter Arbejdsmarkedscentret begyndte Henriette Wisti Skovrup i et praktikforløb på Virksomhedscenter Godsbanen.

Praktikdelen foregik på Teater Katapult, hvor hun blev kontormedhjælper på den daværende lillesøster-scene Ambassaden. Her var hun i forvejen frivillig.

Og selv om hun stadig havde det svært i forhold til at møde stabilt op, var hun glad for at være der.

”Jeg lærte at have med penge at gøre: jeg lærte at lave regnskab, og jeg betjente folk i caféen. Jeg er galopperende talblind, så det var meget grænseoverskridende for mig.”

Blev taget seriøst
Ved siden af praktikken havde Henriette Wisti Skovrup sin faste vejleder i virksomhedscentret.

”Det hjalp mig rigtig meget, fordi hun tog mig seriøst. De fleste andre har forsøgt at normalisere mig og få mig til at blive fx frisør. På Godsbanen prøvede min vejleder ihærdigt at finde ud af, hvordan jeg kunne komme derhen, hvor jeg gerne ville være.”

Henriette Wisti Skovrup ville gerne være skuespiller, og det måtte godt ske på en skole i udlandet. Sammen med vejlederen nåede hun frem til, at hun i første omgang skulle tage en  HF Stage, som er en HF uddannelse i et samarbejde mellem Teaterhuset Filuren og VUC Aarhus. Hun var egentligt blevet optaget i sommer og skulle bare have et rengøringsjob for at tjene penge i ventetiden. Så var det, at jobbet i Lauge Kochs Børnehave dukkede op.

”Lige nu laver jeg noget, som gør mig glad: jeg kan passe arbejdet og samtidig har jeg tid til lave gadeteater og alt det andet, som også giver mening – og som udvikler mig. Jeg dur ikke til at sidde stille på en skolebænk. Det vil kræve for meget af min headspace at skulle passe uddannelsen samtidig. Derfor har jeg sagt uddannelsen fra, og det er sket i samarbejde med min psykolog.”

Henriette Wisti Skovrup forsætter i stedet med de 15 timer i børnehaven, som hun lige akkurat kan leve af. Men ved siden af tjener hun ind imellem penge ved teaterarbejdet.

Det er fx at lave gadeteater i Horsens til Dansens Dag, ildgøgl til Sankt Hans, ansigtsmaling og burlesk performance. Hun er også med i foreningen Cabaresque.

”Jeg har altid lavet 180 milliarder teaterting, og det kan jeg slet ikke lade være med. Det er den vej, jeg vil – og det gør jeg ved at gøre det. Det er ikke noget for mig med en fancy skole. Der er så mange forskellige måder at gå, alt efter hvilken person man er.”

Et menneske med ressourcer
Når Henriette Wisti Skovrup skal sige, hvad det er, som bedst har hjulpet hende gennem det hele, er det følelsen af at være blevet lyttet til og taget seriøst af både vejlederen på Godsbanen og jobkonsulenten.

”De så mig som et menneske med mange kompetencer og ressourcer, der bare skulle videre. De turde kaste mig ud på dybt vand i forhold til jobbet. Og de var ikke bange for at følge op på det. På den måde var de lidt alternative.”

Jobbet i børnehaven betød også en afslutning på praktikforløbet på Godsbanen, men hun fik lov til at beholde vejlederen som mentor et par måneder efter.

”Det fungerede rigtig godt som overgang, men det måtte gerne have fortsat noget længere.”

Fik hjælp til at finde sig selv

tina-slider-img_8761-medium

Et afklarings- og praktikforløb i på Godsbanen hjalp Tina Hammershøy tilbage i job.

”Det vigtigste var, at jeg kunne være mig selv – og at det var ok at være mig.”

Sådan siger 53-årige Tina Hammershøy om de otte måneder, hun deltog i et afklarings- og praktikforløb på Godsbanen i 2013. I dag arbejder hun i plejeafdelingen på Lokalcenter Møllestien i det centrale Aarhus. Det har hun gjort, siden hun blev godkendt til et fleksjob i oktober for tre år siden.

Tina Hammershøy havde været igennem nok, da hun i 2012 som fyret efter en sygemelding hørte om, at man kunne blive arbejdsprøvet på Godsbanen. Hun var blevet opereret for brystkræft og havde fået kemokur. Og da hun et par måneder senere begyndte at arbejde igen, blussede en arvelig slidgigt op, så hun aldrig skulle regne med hverken at kunne genoptage sit job som sosu-hjælper på et plejehjem eller sit kontorjob fra endnu tidligere.

”Jeg havde ondt i hele kroppen, så jeg ikke kunne være til nogen steder,” fortæller hun.

Flerstrenget forløb
Forløbet på Godsbanen har bestået af et praktikforløb på et af Godsbanens Åbne Værksteder og et forløb med massage/meditation og vejledning, både individuelt og i grupper. Begge dele er vigtige:

”Man kan godt arbejde med det ydre, men hvis ikke resten er med, nytter det ikke noget. Jeg lærte, at fysikken og psyken følges ad, og det har jeg fået meget ud af. Jeg kommer ikke fra en verden, hvor man går op i det.”

Noget, som stadig står stærkt for Tina Hammershøy, er den modtagelse hun fik:

”Den var god, åben og hjertelig. Det var vildt fedt, for jeg følte mig så velkommen.”

Hun begyndte på Grafisk Værksted med bare fem timer om ugen, hvor hun servicerede kunderne i skranken og ellers hjalp brugerne ved computerne. Langsomt gik hun op på 14 timer – men hver gang, hun gik over det timetal, fik hun ondt i kroppen og blev ked af det.

”De var gode på grafisk til at se, når jeg havde ondt, og så få mig til at sætte mig ned. Jeg fik ufattelig meget hjælp til at gå ind i mig selv og finde mine egne grænser. Og jeg lærte min krop 100 gange bedre at kende,” fortæller Tina Hammershøy.

 

Kaffe, damefrisør og tøjvask
I løbet af praktikforløbet måtte Tina Hammershøy erkende, at hun aldrig ville komme tilbage i et arbejde på fuld tid. Men derfra gik det stærkt: Hun blev godkendt til et fleksjob, og umiddelbart efter begyndte hun i et sådant hos de 29 beboere på 2. sal i plejeafdelingen på Lokalcenter Møllestien. 14,5 timer om ugen har hun, fordelt på fire dage fra 10.30 – 13.00.

”Jeg er havnet på min rette hylde, og jeg har det så utrolig godt her. Min mand og min søn siger, at det har gjort mig til en helt anden person end da jeg gik og var syg og ikke vidste, hvad jeg skulle. Jeg er blevet gladere, mere afslappet og har fået mere energi.”

Sammen med en anden medarbejder i fleksjob laver hun alt det, som det øvrige personale på plejeafdelingen ikke har tid til. Hun hjælper med at rette frokost an, servere og made de beboere, som ikke selv kan spise. Hun er hovedansvarlig for beboernes tøjvask og mærkning af deres tøj. Hun sætter sig ind til beboerne med en kop kaffe og sludrer, når der er brug for det. Eller hun samler dem i en gruppe og læser højt for dem, tager dem med ned i haven eller kører dem ud i det blå i lokalcentrets bus.

Skal en af beboerne til damefrisør, tandlæge, læge eller på sygehus, er hun med. Og når der skal købes nye briller. Opgaverne er mange og varierede.

”Det betyder så meget for mig at have et arbejde og at kunne bruges, så meget som jeg kan her. Jeg elsker det, og for mig er det også en identitet,” siger hun.

FAKTA

Virksomhedscenter Godsbanen
Virksomhedscentrets målgruppe er sygedagpengemodtagere, uddannelsesparate under 30 år og personer på kontanthjælp over 30 år.

Gruppen består både af personer med en spinkel eller slet ingen tilknytning til arbejdsmarkedet, og personer med et langt arbejdsliv bag sig. Der er 20 praktikanter ad gangen i 13 uger som udgangspunkt, men det kan forlænges i særlige tilfælde. Der er cirka 40 praktikanter på et år.

Praktikanterne kommer via Jobcenter Aarhus. Kravet er, at forløbet er relevant, og at praktikanterne er motiverede. De må ikke have et aktivt misbrug, da vejlederne i virksomhedscentret ikke har tid eller redskaber til at arbejde med dette.

Metode
Praktikanterne kommer i arbejdsprøvning, hvor de får afdækket ressourcer og barrierer, og de får vejledning med hensyn til at vælge et nyt arbejdsområde eller en (ny) uddannelse. Praktikanterne er ofte udfordret på et eller flere af følgende områder: helbred, økonomi, boligsituation, relation til arbejdsmarked/uddannelsessystem eller manglende socialt netværk. I forløbet bliver der taget udgangspunkt i den samlede situation, den enkelte står i.

Vejlederne
De to vejledere har forskellige uddannelser og erfaringer med ind i arbejdet:

Heidi Corfitz Møller Frederiksen er cand.mag. i Antropologi og har arbejdet med socialt udsatte i jobcenterregi i syv år.

Jonas Tjørnevig er uddannet socialrådgiver og har igennem en årrække arbejdet meget med psykiatri og hjemløshed i socialforvaltningen. Han har ligeledes erfaring fra arbejde som konsulent i fagbevægelsen.