søg menu

Scene

VI FORTÆLLER

DATO: 19. november + 8. januar
TID: 19.30
LOKALE: Teater Katapult - Black Box
NÆRMESTE INDGANG: 3A
ENTRÉ: 65,-
KØB BILLET

Må vi fortælle din historie?
Er du en af dem, der sjældent eller aldrig stiller dig op foran andre og fortæller dine historier? Befinder du dig ikke godt med at være i centrum? Vi vil gerne fortælle din historie.

Vi præsenterer Teater Katapults kommende koncept, ”Vi fortæller”. Her vil vi skabe en række unikke aftener, alle ud fra et forudbestemt tema. Vi åbner dørene for op til 50 publikummer, der får mulighed for at komme med indenfor og
– gennem historier – at lytte og møde mennesker de endnu ikke kender. Vi har valgt nogle temaer og stiller teatrets virkemidler til rådighed. Du har mulighed for at sende os din historie om temaerne – og så vil vi ved hjælp af instruktion, lys, lyd og skuespillere fortælle din historie for publikum. Måske for første gang…

Vi er overbeviste om, at alle mennesker rummer utrolige, vidunderlige, anderledes eller overraskende historier, der aldrig – eller kun alt for sjældent – bliver fortalt. Vi ønsker med ”Vi fortæller” at fremme fællesskabsfølelsen og mindske afstanden mellem mennesker, og at åbne et rum for nysgerrighed, indsigt og forundring.

Vores temaer er:

19. november:
Vi fortæller
”At være anderledes”

8. januar:
Vi fortæller
“Bryllupsnat”

Alle kan sende deres historie ind! Om du er ung, gammel, kantet, rund, fra øst eller vest. Vælg det ene eller det andet tema, og hvis du har en oplevelse fra dit liv, som relaterer sig til temaet, så send den til os på historie@katapult.dk.
Mangler du inspiration til, hvordan du får sat ord på dine oplevelser, kan du klikke ind på https://katapult.dk/storyuniverse/vi-fortaeller/ – her finder du nogle tips til at skrive om det, du gerne vil dele. Vi håber så inderligt, at du vil dele en historie med os. Kort eller lang. Lad dig inspirere af et tema og skriv, hvad du har oplevet, eller send os en lydfil hvis det er lettere for dig.

Vi vil behandle din historie med den største respekt og helt anonymt. Det er muligt, at vi er nødt til at forkorte nogle af de historier, vi får tilsendt, og måske må vi udvælge nogle til fremførelse, hvis vi modtager mange. Men vi pynter ikke på dem. Historierne kan opleves på Teater Katapult fra næste sæson, når der er ”Vi fortæller – at være anderledes” i efteråret og ”Vi fortæller – bryllupsnat” til vinter. Arrangementerne, hvor du kan høre andres (og måske din egen?) historie, bliver annonceret som en del af det kommende program på Teater Katapult. Du kan skrive til os netop nu – vi håber at høre fra dig og glæder os til at dele din oplevelse til ”Vi fortæller”!

På forhånd tak
Teater Katapult