Farvel til én af de helt store – Ole Carlsen takker af efter 45 år

Godsbanens udsendte kiggede forbi på Ole Carlsens andensidste arbejdsdag som afdelingsleder for Godsbanens Åbne Værksteder

Af Journalist Henrik Skov, Godsbanen
“Lige et øjeblik”, siger Ole Carlsen. Han er ikke typen, der bruger hele sin sidste arbejdstid på at drikke kaffe og spise kage. 45 års tjeneste afslutter man ikke bare med kaffe og kage. Ole har praktiske ting, som skal afsluttes.

Ole Carlsen går på pension. Det lyder nemt – i hvert fald mere for Ole end for os andre – for man behøver ikke at bruge sentimental skamros for beskrive Ole Carlsens betydning for Aarhus; den har været stor. Større, end han formentlig selv vil sige det, for det århusianske kulturliv, skråstreg, ungdomsliv, skråstreg, iværksætterliv – og sådan kan man fortsætte skråstregerne, for byen havde ikke været det samme uden Ole Carlsen.

Samtidig har Ole været privilegeret, for hvordan bliver man mere privilegeret, end at have dét job, man brænder allermest for – i et helt arbejdsliv? Et arbejdsliv, som andre får gavn af, og hvor man selv kan se nytten smitte tilbage, så engagementet får endnu et drej på styrkeknappen.

Apropos engagement, så er Oles afløser fundet – ud af 103 ansøgere.

At Ole Carlsen har være på rette hylde, huskes også af folk, som tilbage i 80’erne kom i det tidligere Huset – i dag koncertstederne Voxhall og Atlas – hvor der var værksteder, workshops, musik, foto – you name it. Og, ja  – unge. Rigtig mange unge, som har kigget ind og opdaget Husets mange tilbud. Mente nogen, at kultur altid skulle være nyttig, var de kommet til det rigtige sted. Mente de også kultur med et socialt perspektiv, var de kommet gennem den rigtige dør.

Og Ole Carlsens rolige og tillidsvækkende gemyt har gjort det nemt for folk at komme ind.

– Vi har også et socialt ansvar, og kulturområdet har altid været et sted, hvor der eksempelvis har været langtidsledige og militærnægtere. Jeg startede selv med at blive ‘udstationeret’ på Huset som militærnægter i 70’erne. Også på Huset blev unge jo trænet til at være arbejdsparate og også her, har vi det ansvar, fastslår Ole Carlsen.

Huset var for over 100 år siden først kunstmuseum. Senere blev det Naturhistorisk Museum, hvor Grauballemanden lå. Han har som bekendt ligget stille i over 2000 år. Selvom Ole Carlsen kun er 65 og går på pension, har han heller ikke her tænkt sig at ligge stille. Der kommer til at ske lidt på et tidspunkt. Men som han siger:

– Der er jo en grund til, at jeg har sparet til min pension.

Ole vil ikke ansættes andre steder. Det skulle højest være med noget frivilligt arbejde. Foreløbig er han med på det politiske plan, hvor han som medlem af Socialdemokratiet er med til lokalt at udvikle politik-områder indenfor kultur. Selvom han må erkende, at kulturpolitik fylder uendeligt i det politiske billede.

– Det er jo et udefinerbart område, men det kaster meget iværksætteri af sig. Der er jo tusind forskellige meninger om, hvad kultur er. Da Tyskland blev ét land eksploderede det jo nærmest med iværksætteri i Berlin. På den måde er Godsbanen og Institut for (X) her udenfor jo steder, hvor fra mange af fremtidens arbejdspladser vil blive skabt. Derfor er det rigtig smart at have den slags kreative områder. Nogle af de største amerikanske koncerner er opstået på den måde, så jeg tror, man er godt dum, hvis man negligerer det. Og når mange virksomheder vælger at slå sig ned her og rigtig mange mennesker vælger at bo i Aarhus, er det jo ikke mindst på grund af de kulturelle tilbud.

– Århus som musikby opstod jo også ud af det ‘sumpmiljø’ som udsprang fra Huset med spillested, værksteder, bogcafé osv. Kommunen har jo heldigvis været god til at støtte de sumpmiljøer. Byen har haft rigtig meget ud af den politik, fordi man har turdet tage de rigtige beslutninger – uden nødvendigvis at skulle have kontrol med alting, fastslår Ole Carlsen.

Trods de gode fremtidsperspektiver skal vi her på Godsbanen nok liiige skal sunde os efter Ole Carlsens afgang. Også fordi han altid har været synlig. Ole har ikke haft sit eget kontor bag en lukket dør. Niks! Derimod sidder han ved et lillebitte pc-bord i udkanten af arbejdsområdet opad det lille køkken i Grafisk Værksted med en slidt kaffekop, som er helt brun indvendig, og en strøm af mennesker, som går frem og tilbage.

– Jeg vil altså hellere være hernede, hvor der sker noget og vi hele tiden kan tale sammen.

– Nå, vi må hellere stoppe her, for der er som sagt en del ting, jeg skal have afsluttet, siger Ole Carlsen og kigger på uret, mens han går over til sin pc.

……….

Mere om Ole Carlsen?

// Læs også Godsbanens interview med Ole Carlsen i anledningen af hans 40-års jubilæum