Indlæser Begivenheder
9. nov 19:00 - 21:30

Mikroforlag med store forfattere

  • Date: 9. nov

  • Time: 19:00 - 21:30

  • Sted/lokale: Vogn 1

  • Nærmeste indgang: 3H

  • Pris: Gratis

Præsentation af forlaget Ekbátana og oplæsning med Viggo Bjerring, Cecilie Lolk Hjort og Carsten René Nielsen.

Hvad sker der i de små forlags verden? Kom og mød forlaget Ekbátana og tre af forlagets anmelderroste forfattere, Viggo Bjerring, Cecilie Lolk Hjort og Carsten René Nielsen. En aften i prosaens, poesiens og sprogglædens tegn.

Forlaget Ekbátana er et mikroforlag stiftet i 2013, som udgiver ny dansk skønlitteratur. På denne aften kan du møde tre af forlagets aktuelle forfattere, Viggo Bjerring, Cecilie Lolk Hjort og Carsten René Nielsen. Alle tre forfattere har rødder i Aarhus på forskellig vis, så mon ikke også glæden for byen kommer til at skinne igennem denne aften.

Christel Sunesen, ejer af forlaget og arrangør af litteraturfestivalen Lille Bogdag, vil først fortælle lidt om arbejdet med de tre værker og give et indblik i den vildtvoksende ”mikroforlagsverden”. Derefter vil de tre forfattere læse op, og til slut vil der være mulighed for at stille spørgsmål og købe forlagets bøger til særpriser.

 

Viggo Bjerring læser op fra sin surrealistiske kortroman QWERTY (2016), som handler om livet på et stort forlag. Bogen har begejstret anmelderne med ord som ”genistreg” og ”underholdning i topklasse”. Viggo Bjerring (f. 1981) debuterede i 2016 med kortprosa- og novellesamlingen Balancekatten.

 

Cecilie Lolk Hjort læser op fra sit poetiske leksikon Sputnik 2 (2016) om alt fra nougatmus over elskegopler til professorterninger med anmelderroser som ”fabelagtig” og ”dybt underholdende”. Cecilie Lolk Hjort (f. 1984) debuterede i 2006 med brevsamlingen Små eksplosioner – Breve fra Josef.

 

Carsten René Nielsen læser op fra sin prosadigtsamling Enogfyrre ting (2017), som fremstiller 41 ting fra vores hverdag på en meget lidt hverdagsagtig måde. Anmelderne har bl.a. kaldt den ”en overdådig, mesterlig, veludført særhed” og ”virtuos og effektiv, vitalt humoristisk”. Carsten René Nielsen (f. 1966) debuterede i 1989, og hans digte er oversat til flere sprog.