Indlæser Begivenheder
27. feb - 3. mar

HERFRA MIN VERDEN GÅR

  • Start: 27. feb

  • End: 3. mar

  • Sted/lokale: Åbne Scene

  • Nærmeste indgang: 3A

  • Spilletider:  Tirsdag og fredag kl. 10.00, onsdag og torsdag kl. 9.30 + 12.00, lørdag kl. 13.30 + 16.00

  • Aldersgruppe: 10 – 15 år

  • Varighed: ca. 45 minutter

  • Billetter sættes i salg senest medio januar 2018

En danseforestilling om hvad der gør dig til den, du er

Hvor har du hjemme? Hvad er et hjem? Hvordan bliver din identitet formet? Hvad gør dig til den du er? Hvor slår du rødder? Kan du være forbundet med noget du slet ikke kender? Kan andre bestemme hvem du er?

Hun er 14 år. Hun bor i et rækkehus sammen med sin mor og lillebror. Hendes lillebror er født og opvokset i Danmark. Hun har mange venner. Hun vil gerne være makeup artist, sygeplejerske eller frisør. Eller måske journalist og lave radio. Hun har gået i dansk skole siden 0. klasse og taler og skriver dansk.

I hendes pas står et land, hun ikke kender. Hun kender ingen der og hun kan heller ikke rejse derhen. Hun kan faktisk slet ikke rejse ud af landet. Hun har været asylansøger i Danmark i 8 år.

Hvor har hun hjemme? Og hvad skaber hendes identitet? Portrættet er på samme tid en samtidsfortælling om de glemte lommer der opstår, når mennesker bliver spillebrikker i et bureaukratisk ludo og en filosofisk og spørgende forestilling for 10-15 årige, om et af livets allermest eksistentielle spørgsmål: Hvem er jeg? – og hvordan er jeg blevet den, jeg er?

Efter forestillingen er der 20 minutters SAMTALE med instruktør og medvirkende.

Lydportræt
Produktionen af forestillingen HERFRA MIN VERDEN GÅR tager sin begyndelse med et audio portræt lavet af Maj Horn og Eduardo Abrantes. I audio portrættet præsenterer den unge asylansøger sig selv gennem lyd og fortælling.
Med afsæt i egen historie og situation, veksler hun mellem fortælling og spørgsmål, som spilles ud til publikum og udfordrer deres eksistentielle ståsted og forhold til hvad identitet, hjemsted og rødder egentlig er for nogle størrelser.

Iscenesættelse
Lydværket fortolkes herefter i et visuelt og musisk format. Danserne Anette Asp Christensen og Ingrid Tranum Velásquez lægger krop til fortællingen gennem bevægelse af og interaktion med en række forskellige masker, som skabes i tæt samarbejde med den unge asylansøger. Hvilken fortælling ligger i en maske af papir? En maske af nylon? Af gips? Af gummi?

Arbejdet med masker handler mere om hvordan vi iklæder os ting i mødet med verden. I stedet for en helt klassisk maske. Maskerne fungerer som en selvbiografisk visuel komposition bevægelsernes omdrejningspunkt. Dansernes levendegørelse af maskerne koreograferes i det krydsfelt af indre og ydre påvirkninger, som den unge asylansøger bevæger sig gennem og med- og modspiller hver dag. Med både alvor og humor, poesi og realisme, portrætteres maskernes indbyrdes dialog og forhandling om, hvordan der bedst findes hoved, hale og ståsted i en uforudsigelig verden.

Cellisten Alexandra Carlgren skaber en lydflade af cello og sang som opføres live sammen med lydportrættet.

Producent: NextDoor Project

Grafik

Kreditering

Koreografi og koncept: Ingrid Tranum Velásquez, Anette Asp Christensen, Alexandra Carlgren, Annika Nilsson
Medvirkende: Ingrid Tranum Velasquéz, Anette Asp Christensen og Alexandra Carlgren
Producent: NextDoor Project
Komponist: Alexandra Carlgren
Scenograf: Annika Nilsson
Interviews og lydoptagelser: Maj Horn & Eduardo Abrantes
Idé og iscenesættelse: Ingrid Tranum Velásquez
Fotograf: Annika Nilsson
Støttet af: Statens Kunstfonds Scenekunstudvalg, Åbne Scene, Århus Kulturudviklingspuljen.

Billedarkiv