søg menu

SALGSVOGNEN

Salgsvognen er Godsbanens salgs- og udstillingssted placeret i Foyeren – lige i hjertet af huset.

Butikken er fyldt med gode ting og sager, der er udviklet og produceret i Godsbanemiljøet. Du kan eksempelvis finde interiør, accessories, bøger og publikationer, keramik, grafiske værker, beklædning og meget mere.

SE HVAD DU KAN KØBE

PLATFORM FOR UENDELIGE MULIGHEDER
For Godsbanens direktør, Flemming Dybbøl, er Salgsvognen både en salgsplatform og et vindue til omverdenen:

“Godsbanen rummer uendelig mange muligheder, og vi er hele tiden i gang med at udvikle nye koncepter og føre dem ud i verden. Med Salgsvognen har Godsbanens aktører en platform til at fremvise og sælge deres produkter. Publikum og gæster får mulighed for at se og købe unikke produkter, der skabes på Godsbanen, og dermed bliver Godsbanen et mere interessant sted for alle. Det er jo ren win/win/win,” siger Flemming Dybbøl.

SÆRLIGT OG SJÆLDENT
Gydde Madsen er udviklingskonsulent på Godsbanen og den ansvarlige daglige leder og idekvinde bag butikken:

“Vi oplever, at Salgsvognen er til både inspiration og glæde for de, der dagligt besøger Godsbanen. Butikken binder husets muligheder sammen, så borgere, iværksættere og designere kan udstille og sælge noget af det særlige og sjældne, der bliver produceret bag dørene. I Salgsvognen kan du fx møde og få en snak med en af de sælgende kreatører. Vi er enormt glade for de aktive frivillige, der guider rundt og tager del i butikken og som er med til at skabe et åbent og givende miljø omkring Salgsvognen. Det sker da også, at besøgende bliver tændt af idéer, mens de kigger på varerne. De får lyst til selv at lave en skål, et tryk eller et par øreringe. I de tilfælde er der på Godsbanen ekstremt kort fra tanke til handling. Vi peger i retning af værkstederne, og så er folk allerede godt på vej. Skaberlyst, kreativitet og netværk opstår her og nu, hvilket giver vigtig mening og har stor værdi for alle parter,” siger Gydde Madsen, og fortsætter:

“Mange af de varer vi præsenterer i butikken er unika, dvs. der kun findes det ene eksemplar eller et begrænset oplag, så det er helt oplagt at slå et slag forbi, hvis du er på udkig efter lækre ting til dig selv eller en enestående gave.”

Se alle Salgsvognens produkter

ÅBNINGSTIDER
Normalt tirsdag-torsdag kl. 12-16 og fredag kl 12-14.
Herudover ved enkelte, større arrangementer i weekenden – hold øje med hjemmeside og Facebook.

KONTAKT
Udviklingskonsulent Gydde Madsen
gydde@godsbanen.dk
+45 2212 8399
Tirsdag-torsdag kl. 9-15